Det populære seniorbofællesskab Bovieran for beboere over 55 år kommer nu til Helsinge i Gribskov Kommune.
OPDATERING: Redaktionen på Kattegat.nu har modtaget en del forespørgsler på priserne og svaret fra Bovieran er følgende: “Priserne fastlægges først umiddelbart inden salgsstart. Priserne afhænger af bl.a. markedsprisen i området på udbudstidspunktet, den finansiering vi kan hjemtage, renteniveau og lignende” – mere info. på https://bovieran.dk/beliggenheder/interesseskema/ hvor der er mulighed for at tilmelde sig en nyhedsmail.
Aldrig har det været så nemt at omgås naboer, venner og familie i et behageligt middelhavsklima lige uden for hoveddøren. Det får seniorerne mulighed for at opleve i Helsinge, da Gribskov Kommune og Bovieran Danmark A/S har indgået en aftale om et grundsalg.
Dermed får Bovieran mulighed for at opføre det populære seniorbofællesskab på en grund med attraktiv beliggenhed i Troldebakkerne i det nordlige Helsinge. Troldebakkerne er et nyt boligområde, der på sigt kommer til at rumme 700 boliger. Troldebakkerne ligger lige nord for Helsingørvej, i gåafstand til bibliotek og foreningsaktiviteter, ligesom den nye bydel ligger blot 5 min. på cykel fra Helsinge bymidte. I løbet af 2021 opføres et nyt trinbræt på lokalbanen mellem Hillerød og Tisvilde bare 300 meter fra Bovieran.
Borgmester i Gribskov Kommune Anders Gerner Frost glæder sig over, at Bovieran nu investerer i Gribskov kommune: ”Vi har gennem en længere periode fokuseret på at skabe attraktive investeringsmuligheder her i kommunen. Og Bovierans interesse er et stærkt bevis på, at det er lykkes godt for os. Det bliver rigtig spændende at se seniorbofællesskabet vokse frem i Troldebakkerne.”
Fællesskab og livskvalitet for mennesker der er 55+
Bovierans hjerte og åbenlyse mødested er den unikke vinterhave overdækket med glas. Vinterhaven byder på komfortable udendørs oplevelser hele året i et temperaturstyret klima med den franske rivieras klima som forbillede. Bovieran er tilpasset behovet for en aktiv seniortilværelse, hvor beboerne har mulighed for at udfylde dagene med de aktiviteter, spil, kurser og behagelige oplevelser, som de ønsker og sætter mest pris på. Beboerne kan trække sig tilbage til deres egne private lejligheder efter eget ønske.
Formand for udvalget Udvikling, By og Land i Gribskov Kommune Pernille Søndergaard ser det kommende seniorbofællesskab som en helt oplagt tilføjelse til Troldebakkerne: ”Vi er hele tiden gået
efter at få en bred beboersammensætning og ikke mindst flere forskellige boligtyper i Troldebakkerne. I forvejen har vi etageboliger, rækkehuse og parcelhuse på vej, og nu bidrager Bovieran altså med en fjerde type bolig, der bare passer rigtig godt til Troldebakkerne.”
Bovieran konceptet stammer oprindeligt fra Sverige, hvor der er opført 25 Bovieran. I Danmark udbydes boligerne som andelsboliger og de første danske seniorer flyttede ind i Bovieran Frederikssund den 1. maj 2020 og i Bovieran NærHeden i Hedehusene den 30. oktober 2020. Derudover er tre Bovieran seniorbofællesskaber under opførelse i hhv. Ishøj, Frederiksværk og Helsingør. I Solrød udbydes andelsboligerne til salg i det første halvår af 2021. Bovieran i Helsinge bliver dermed den syvende i rækken af seniorbofællesskaber med et klima som ved den franske riviera.
Lars Jacobsen, Direktør i Bovieran Danmark A/S og Projektudviklingsdirektør i Sjælsø Management,
forklarer: ”Mange drømmer om at leve et let og ubesværet liv ved Rivieraen, når de bliver ældre. Med Bovierans opbygning omkring en 1.400 m2 stor, central vinterhave bringer vi det behagelige og sunde klima til seniorborgere i Danmark. Det kombinerer vi med at skabe gode rammer for fællesskaber, som beboerne selv etablerer ud fra egne ønsker og behov. Erfaringerne fra Sverige viser, at konceptet giver tilfredse, sunde og trygge beboere.”
Flere ældre kalder på nye boligformer
I følge den Nationale Sundhedsprofil 2017 føler et stigende antal danskere sig uønsket ensomme. Desuden viser tal fra Danmarks Statistik, at vi bliver flere og flere ældre i Danmark – op mod en halv mio. flere vil være over 60 år i 2040 i forhold til 2016.
I lyset af denne udvikling er der grund til at tilbyde nye boligformer til den ældre befolkningsgruppe, som både opfylder seniorernes behov og samtidig giver det mindre træk på offentlige udgifter til praktisk hjælp.
Mere information og på forkant med nyheder
Læs mere om livet mellem palmer og blomster på bovieran.dk hvor interesserede seniorer kan skrive sig op til at modtage nyhedsmails, når der er nyheder angående Bovieran i Danmark.
Fakta om Bovieran-huset
Seniorboligerne i Helsinge udbydes som andelsboliger, da vi mener at andelstanken passer godt til fællesskabstanken i Bovieran konceptet. Gribskov Kommune har påbegyndt lokalplanprocessen, og forventer en byggeretsgivende lokalplan i løbet af 2021, hvorefter byggeriet af Bovieran kan begynde. Indflytning vil være ca. 18 måneder efter at byggeriet startes.
Lejlighederne bliver på 2 og 3 rum fra 62 m2 til 104 m2 og er til singler såvel som til par. Alle boliger har en udvendig altan/terrasse, og ved indgangen til lejligheden er der en lille privat caféplads, der vender ind mod vinterhaven, så man kan sidde og nyde udsigten.
Fælles fordele for beboerne
Beboerne i Bovieran-huset kan efter eget behov og ønske aftale spisning i fælleslokalet, aftale fælles motion, sundheds- og skønhedspleje etc. i dertil indrettede fælleslokaler, skabe deleøkonomi gennem udlån af værktøj og redskaber og generelt yde nabohjælp. I Bovieran huset er der en gæstelejlighed, så børn og børnebørn let kan overnatte, når de er på besøg. I vinterhaven kan man spille petanque og mødes til en kop kaffe. Fællesskabet er med andre ord lige uden for hoveddøren.
Sjælsø Management står for byggeriet
Udvikling og opførelse af Bovieran huset varetages af Sjælsø Management. Bovieran Danmark A/S ejes af Balder Danmark A/S og Sjælsø Management. Navnet Bovieran (Bo-ved-Rivieraen) henviser til det behagelige og sunde middelhavsklima, som mange i Norden føler sig tiltrukket af, og som nu kommer til Danmark i form at det nye koncept for seniorbofællesskaber.
(d. 16 nov. 2020)
Jeg kunne være interesseret i en andelslejlighed og vil gerne holdes orienteret om byggeriet
Hej Jette
Tak for din kommentar.
Du skal holde dig orienteret om bl.a tilmelding til dette projekt i Helsinge
via https://bovieran.dk som der også er et link til i artiklen.
Vi på Kattegat.nu har ikke noget med byggeriet at gøre.
Mvh.
Redaktionen