DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

Gribskov Kommune styrker sikkerheden i håndtering af medicin

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Udvalget “Ældre, Social og Sundhed” i Gribskov kommune har besluttet at indføre dosispakning af medicin i sygeplejen og på plejehjem. Det giver færre fejl og frigiver mere tid til social- og sundhedsassistenterne og sygeplejerskerne, fortæller formand, Birgit Roswall (V).

Gribskov Kommune indfører dosispakning af medicin til borgere på plejehjem og borgere, der modtager sygepleje af kommunen. Dosispakning betyder, at medicinen bliver maskinpakket på apoteket i små poser, der hænger sammen i en rulle. Det gør det let og sikkert for borgeren at tage den rigtige medicin på det rigtige tidspunkt.

Der er flere fordele ved dosispakning, fortæller formand for Ældre, Social og Sundhed Birgit Roswall på vegne af udvalget.

”Erfaring viser, at det mindsker risikoen for fejl. Det mindsker også spild af medicin. Der bliver kasseret mindre, både fordi medicinen ikke bliver for gammel hos borgeren, og fordi borgeren kun får og betaler for medicin til 14 dage. Det er også mere hygiejnisk, fordi det bliver pakket af en maskine. Og endelig frigør det tid hos social- og sundhedsassistenterne og sygeplejerskerne, som de så kan bruge på borgerrettede opgaver,” siger Birgit Roswall.

Birgit Roswall (V) (Pressefoto)

Formanden understreger, at borgere, der har behov for daglig hjælp til at tage medicin, stadig vil få denne hjælp, selvom de får deres medicin dosispakket.

Målgruppen for dosispakket medicin er borgere, som ikke har fået ændret medicinen i de seneste tre måneder, og hvor sygeplejepersonalet og  lægen vurderer, at borgeren er egnet til at få dosispakket sin medicin.

Cirka 275 borgere i kommunens sygepleje vil kunne overgå til dosispakket medicin. På plejecentrene vil det være cirka 150 borgere.

Piller (genrefoto)

Fra på mandag d. 15 februar 2021 bliver de første borgere, der kan blive omfattet af ordningen, orienteret nærmere. Det gælder både borgere på plejehjem og i eget hjem.

(d. 12 feb. 2021)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *