Nytåret står for døren, og rundt omkring i landet er folk allerede begyndt at fyre fyrværkeri af. Agria Dyreforsikrings hundeekspert giver dig derfor her en række gode råd til, hvordan du kan hjælpe din hund bedst gennem nytåret.
En sagte hvislen af noget, der bevæger sig hurtigt gennem luften, efterfulgt af en pause af total stilhed. Pludselig kommer et øresønderrivende brag, der får himmel og jord til at skælve. Så kommer den næste salve. Og endnu én.
Det vækker minder om krig, når almindelige danskere har lov til at fyre fyrværkeri af fra den 27. til og med den 1. januar. Derfor er det heller ikke for sjov, når hunden går i panik og gør alt hvad den kan, for at komme væk fra de endeløse affyringer. Men hvad kan du gøre for at hjælpe hunden, når den frygter for sit liv?
Fem gode råd til nytåret
Det bedste er at forebygge angst hos hunden ved at træne den til at lære, at fyrværkeri ikke er farligt, så den ikke går i panik ved bulder og brag. Men det tager tid, og det er heller ikke alle hunde der kan lære at bevare roen. Derfor giver Agria Dyreforsikrings hundeekspert Lotte Evers her en række råd til, hvordan du bedst hjælper din hund gennem nytåret:
- Masser af motion – Hvis du trætter din hund med gåture og hjernegymnastik, har den mindre energi og falder derfor hurtigere til ro. Derudover kan du med fordel gå en ekstra lang tur tidligt på nytårsaftensdag, så den er særligt træt selve nytårsaften.
- Husk altid snor i nytårsdagene – Man kan aldrig vide sig sikker på, hvornår der lyder et brag. Unge og børnefamilier kan f.eks. ofte finde på at skyde af midt på dagen. Er din hund ikke i snor, når den går i panik, er der en al for stor risiko for, at den stikker af. Det kan desværre ske for selv de mest veltrænede hunde, så snoren er et must i de her dage.
- Lad ikke hunden være alene hjemme – Du bør aldrig efterlade hunden alene hjemme, når der bliver skudt af udenfor. Især nytårsaften! Er du alene med din hund, så klar dine gøremål tidligt på dagen, hvor der er færre brag, men er der nogen der kan passe din hund i mellemtiden, er det at foretrække. Du bør aldrig efterlade den, mens ragnarok bryder ud udenfor.
- Indret en sikker zone til hunden – Bliver hunden bange, er det smart at have et sted til den, hvor den kan føle sig tryg. Hvis ikke din stue kan skærmes af for lys og lyd udefra, kan det være et værelse, hunden er vant til at opholde sig i, hvor du gør, hvad du kan for at lydisolere og holde lys fra at komme ind udefra. Sørg for, at hundens tæppe/kurv er sat frem, og hav et fjernsyn eller en radio tændt. Går hunden alligevel i panik, er det bedst at sidde roligt sammen med hunden, indtil den falder ned igen. Din tilstedeværelse alene vil give den en vis tryghed midt i kaosset.
- Pas på nedfaldet fyrværkeri, fusere og smadrede flasker – Det flyder med affald særligt efter nytårsaften, og det er ikke altid lige til at se, hvad der er fyret af, og hvad der ligger tilbage af fusere. Så hold hunden i kort snor, og hav et ekstra øje på, hvad der ligger og flyder, så hunden ikke forsøger at smage på noget af affaldet. Derudover er der ofte smadrede flasker og andre skarpe genstande på fortovene efter nytårsaften, så pas på, hvor I går.
Agria Dyreforsikring er specialist i dyreforsikringer gennem mere end 130 år. De fleste medarbejdere er selv dyreejere og sammen med dyreejerorganisationer og dyrlæger, er Agria med til at udvikle dyrehold, dyresport og dyrehelbred. Agria Dyreforsikring i Danmark tilbyder fleksible forsikringer til heste, hunde, katte og andre smådyr som for eksempel slanger, kaniner, ildere og papegøjer.
(udgivet d. 30 dec. 2021)