I Gribskov Kommune drikker vi rent vand – og det skal vi også gerne gøre i fremtiden. I anledningen af Vandets Dag d. 22. marts 2022 vil Gribskov Kommune invitere til åbent hus på vandværkerne og fortælle om forskning i vores grundvand.
Gribskov Kommune samarbejder med lokale vandvandværker og Region Hovedstaden om at sikre rent drikkevand til borgerne – nu og i fremtiden. Til det har Gribskov Kommune fået 1,5 mio. kr. af Region Hovedstaden til udviklingsprojektet Drikkevand på tværs.
Med projektet bliver der sat fokus på trusler mod grundvandet og forsket i, hvordan vi bedst prioriterer beskyttelsen af grundvandet. Og det kan komme borgerne til gode. Det forklarer Brian Lyck Jørgensen, formand for udvalget Klima, Teknik og Miljø:
– Med projekt Drikkevand på tværs arbejder vi på at sikre rent og tilstrækkeligt vand i fremtiden, så kommunen, Regionen og vandværkerne kan træffe beslutninger på et oplyst grundlag, og dermed undgår fejlinvesteringer, der i sidste ende betales af forbrugerne.
Med projektet er der samtidigt indgået aftale med Danmarks Tekniske Universitet (DTU) om forskning i vores grundvand. Det uddyber Morten Dahlberg, næstformand for udvalget Klima Teknik og Miljø:
– DTU vil se på, hvordan vi bedst sikrer den fremtidige vandforsyning i Gribskov Kommune og nabokommunerne Halsnæs og Helsingør, der er en del af projektet.
Vandets Dag skal give borgerne indblik i det, der kommer ud af hanen
Som en del af projektet inviterer vandværkerne i Gribskov Kommune til åbent hus d. 22. marts 2022. Formålet er at give interesserede bedre indblik i drikkevandet. At beskytte vores drikkevand er nemlig noget, man kan gøre hjemme i sin have.
Det forklarer Jørgen Petersen, Formand for Gilleleje Vandværk:
– Ved at kvitte pesticiderne i haverne er vi et skridt nærmere, at vores børnebørn også kan drikke vand direkte fra hanen. Vi håber, at mange har lyst til at kigge forbi vandværkerne i Gribskov og blive klogere på, hvor drikkevandet kommer fra.
Fakta:
- Besøg dit vandværk på Vandets Dag
Vandets Dag er en årlig FN-temadag d. 22. marts, hvor der sættes fokus på drikkevandet. Gribskov Kommune inviterer til åbent hus på kommunens vandværker, hvor du kan se det store arbejde der foregår, når grundvand bliver til drikkevand.
Følgende vandværker holder åbent hus tirsdag d. 22. marts:
- Helsinge Vandværk kl. 10-12
- Baunehøj Vandværk kl. 10-12
- Kagerup Vandværk kl. 16-18
- Gilleleje Vandværk kl. 13-15
- Projektet afsluttes i udgangen af 2022. Interesserede kan følge med på www.gribskov.dk/tværs
Drikkevand på tværs
www.gribskov.dk/tværs
Vandets Dag
www.gribskov.dk/rentvand
(udgivet d. 15 mar. 2022)