Den 2. maj 2022 bød udvalget for Kultur, Idræt og Forebyggelse velkommen til et informationsmøde om Tinghuset, det nye kultur- og foreningshus i Helsinge. Det blev nødvendigt at finde flere stole frem, for cirka 70 borgere var mødt op for at byde ind med, hvad det nye hus skal rumme.
Tinghuset i Helsinge rummer ind til videre den lokalpolitistation, som Helsinge fik i november. Men der er plads til flere aktiviteter i bygningen, og derfor skal Tinghuset for fremtiden også danne ramme om et nyt kultur- og foreningshus i Helsinge.
Her kan frivillige, foreninger og andre interesserede mødes og skabe nye oplevelser. For at kunne danne de bedste rammer, havde udvalget for Kultur, Idræt og Forebyggelse inviteret til informationsmøde, hvor der blev delt ideer til, hvordan man bedst skaber et hus, der indbyder til nye fællesskaber.
På aftenen var der masser af liv i huset, og det var nødvendigt at finde flere stole frem, da der kom omkring 70 borgere til arrangementet.
Inspirationsoplæg og engagerede fremmødte
Hele udvalget for Kultur, Idræt og Forebyggelse var værter på aftenen, og formand for udvalget Pia Foght holdt velkomsttale:
”Det var en aften med masser af liv, hvor man virkelig kunne mærke det potentiale, som huset rummer. Vi håber, at Tinghuset kan være med til at skabe en ramme for de mange forskellige fællesskaber, der kendetegner Gribskov. Vi ønsker, at det skal være et brugerdrevet hus med borgere i alle aldre,” fortæller Pia Foght.
På aftenen var der et oplæg, som gav inspiration til, hvordan man kan etablere foreningshuse. Som afslutning kunne de fremmødte melde sig til at bidrage til husets udvikling. Tolv er blevet udpeget til en arbejdsgruppe, og ni til en referencegruppe.
Kultur- og foreningshusets fremtid
Grupperne skal arbejde videre med et oplæg, som bl.a. skal afdække behov og ønsker for det nye kultur- og foreningshus, foreslå relevante samarbejder og skitsere organiseringen af aktiviteterne i huset. Oplægget skal leveres til det politiske udvalg i september 2022.
Næstformand i Kultur, Idræt og Forebyggelse Helle Blomsterberg fortæller, at hun efter den veloverståede aften glæder sig til arbejdsgruppens oplæg:
”Det var virkelig fint, at der kom så mange fra så mange forskellige steder. Man må sige, at det var en god og konstruktiv start på den spændende proces, og nu bliver det interessant at se, hvordan vi kan virkeliggøre de idéer, som arbejdsgruppen kommer med til september.”
Mediehuset Kattegat var med til informationsmøde om Tinghuset i Helsinge og vil senere på ugen bringe videoklip fra arrangementet på Kattegat.nu og Tv Kattegat !!
Kommissorium for arbejdsgruppe vedr. etablering af
kultur- og foreningshus i Tinghuset, Helsinge
Gribskov kommune ønsker at skabe et nyt kultur- og foreningshus i Tinghuset i Helsinge. For
at få en brugerdrevet proces nedsættes en arbejdsgruppe, som skal udarbejde et oplæg med
forslag til husets anvendelse, organisering, drift og samarbejder.
Arbejdsgruppens virke skal tage afsæt i nærværende kommissorium.
Kommissoriet består af fire overordnede principper for etablering af et nyt kultur- og
foreningshus, parametre for sammensætning af en arbejdsgruppe samt arbejdsgruppens
opgaver.
Overordnede principper
Arbejdsgruppen skal operere efter fire principper, der viser formål og ønskede værdier i et nyt
kultur- og foreningshus.
PRINCIP 1: Plads til alle
I et nyt kultur- og foreningshus skal der være plads til alle, både de organiserede, de
uorganiserede og de selvorganiserede fællesskaber. Der skal arbejdes for, at brugergruppen
favner bredt bl.a. interessemæssigt og aldersmæssigt.
PRINCIP 2: Nye fællesskaber
Et nyt kultur- og foreningshus skal rumme nye fællesskaber, der endnu ikke har et sted at
være.
PRINCIP 3: Fleksibel anvendelse
Anvendelse af lokaler skal være fleksibel og dynamisk. Lokalerne skal derfor ikke kunne
bookes i længere perioder, eller fastlåses til en enkelt aktivitet over længere tid.
PRINCIP 4: Samarbejder på tværs
I kultur- og foreningshuset skal skabes samarbejder og fællesskaber for en bred borgergruppe
af både aldre og interesser, med en særlig opmærksomhed på unge mellem 16 – 35 år, da
fællesskaber på tværs af generationer og foreninger vægtes højt.
Sammensætning af arbejdsgruppe
Arbejdsgruppen sammensættes så der tages højde for at forskellige aldersgrupper og
forskellige interesseområder repræsenteres.
Arbejdsgruppen skal også være bredt sammensat i forhold til kompetencer, så opgaver med
både udvikling og drift af et kultur- og foreningshus kan varetages.
Kompetencer indenfor eksempelvis koordinering, kommunikation, markedsføring og
fundraising vil være til gavn for løsning af arbejdsgruppens opgave.
Arbejdsgruppens opgaver
Arbejdsgruppen skal udarbejde et oplæg, der skal
- afdække behov og ønsker for et nyt kultur- og foreningshus.
- beskrive de anvendelsesmæssige muligheder i et nyt kultur- og foreningshus.
- skitsere en organisering af aktiviteter i et nyt kultur- og foreningshus.
- skitsere en organisering af brugere af et nyt kultur- og foreningshus.
- beskrive en plan for drift – hvordan varetages de daglige opgaver i huset, såsom
åbningstid, nøglebærere, rengøring mv. på en måde, hvor det er brugerfinansieret. - afdække relevante samarbejder så koordinering af frivillige tilbud i byen styrkes og der
skabes overblik over hvilke tilbud, der er i området.
Repræsentanter fra Center for Erhverv, Kultur og Fritid deltager i arbejdsgruppens indledende
møder.
Oplæg fra arbejdsgruppen skal behandles i Udvalget for Kultur, Idræt og Forebyggelse d. 13.
september 2022
(udgivet d. 4 maj 2022)