Fra mandag d. 20 juni 2022 og seks uger frem sætter politiet ekstra fokus på spirituskørsel. Erfaringen viser nemlig, at alt for mange tager bilen med for meget alkohol i blodet, når sommeren er over os (regionale tal) skriver Rådet for Sikker Trafik i en pressemeddelelse. Gribskov Kommune er med som deltagende kommune i Rådet for Sikker Trafiks Spritkampagne 2022. |
Sommeren er en af de perioder, hvor der sker flest spritulykker på vejene. Derfor sætter politikredsene fra i dag og seks uger frem ekstra fokus på at tjekke bilisternes promiller. Det er der brug for. Sidste år sigtede politiet i gennemsnit 18 personer om dagen for spirituskørsel i løbet af juni og juli, viser tal fra Rigspolitiet. – Vi ved, at de fleste danskere tager afstand fra spritkørsel, og derfor er det bekymrende, at der er så mange, der stadig kører bil, når de har drukket for meget. Man gambler ikke blot med sin egen og andres sikkerhed, men også med sit eget kørekort, siger Morten Wehner, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik. I en ny undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik og analyseinstituttet Wilke svarer 5 % af bilisterne, at de inden for det seneste år har kørt bil, selv om de måske havde drukket for meget alkohol. Det svarer til 150.000 personer – eller cirka fire gange så mange mennesker, som der er plads til i Danmarks største fodboldstadion Parken. En af de politikredse, der er hårdest ramt af spritulykker på vejene, er Midt- og Vestjylland. Og der er politiet også klar til at stoppe og kontrollere bilisterne hele sommeren. – Når man mødes om sommeren, så bliver en øl ofte til flere, end man måske regnede med. Og vi ser desværre, at der er mange, der tager chancen og forsøger at køre alligevel. Det er et problem, da spritkørsel er skyld i alt for mange alvorlige ulykker på vejene hvert år, som kunne have været undgået, siger Jørgen Christensen, politikommissær hos Midt- og Vestjyllands Politi. Kampagne advarer: spritkontrol forude! Foruden politiets sommerkontroller sætter Rådet for Sikker Trafik og kommunerne også ind med den landsdækkende kampagne, “Klar til et pust?“, der minder bilisterne om, at hele sommeren er der risiko for at blive stoppet af politiet. Kampagnen kører på sociale medier og kan også ses på plakater langs vejene. Selv om antallet af spritulykker faldt lidt sidste år, så er der stadig alkohol involveret i hver 5. trafikdrab i Danmark, viser tal fra Vejdirektoratet. Og særligt i år kan opfordringen til at lade bilen stå være ekstra aktuel, frygter Rådet for Sikker Trafik. For efter to år med forsamlingsforbud og aflyste fester og koncerter, går vi nu ind i en sommer uden restriktioner, hvor koncertsteder, festivaler, by- og kræmmermarkeder etc. melder om udsolgt og udsigt til masser af festglade mennesker. – Det bedste du kan gøre, før du tager ud til sommerens arrangementer, er at planlægge på forhånd, hvordan du kommer hjem fra festen eller koncerten. Så bliver du ikke fristet til at tage bilen efter at have drukket. For selv om du ikke føler dig fuld, så kan promillen stadig være for høj til at køre lovligt, siger Morten Wehner, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik. Læs også: Hvor meget kan du drikke? Tag ingen chancer Læs også: Risikoen stiger hurtigt. Se hvad der sker med kroppens sanser, når du drikker Fakta: Antal sigtede for spirituskørsel – fordelt på måneder i 2021 (kilde: Rigspolitiet): Januar: 368 Februar: 341 Marts: 363 April: 410 Maj: 444 Juni: 491 Juli: 590 August: 437 September: 464 Oktober: 455 November: 399 December: 412I alt hele året: 5.174 Sigtet for spritkørsel – juni, juli og august – fordelt på politikredse i 2021: Nordjylland: 141 Østjylland: 113 Midt- og Vestjylland: 172 Sydøstjylland: 150Syd- og Sønderjylland: 122 Fyn: 134 Sydsjælland og Lolland-Falster: 131 Midt- og Vestsjælland: 168 Nordsjælland: 95 Københavns Vestegn: 86 København: 181 Bornholm: 25 |
(udgivet d- 20 juni 2022)