Bæredygtig byudvikling er emnet for Klimagruppen i Gribskovs næste klima-tema-cykeltur i 2022, og den sidste i denne sæson – Lørdag den 17. september 2022.
På turen beskæftiger vi os med, hvad der sker når vision møder virkelighedens verden.
Turens udgangspunkt er Helsinge station, hvorfra vi cykler kl. 10.05 til Kulturhuset på Skolegade i Helsinge. Vi får en oversigt over turens mål:
Troldebakkerne – kommunens store og visionære byudviklingsprojekt mellem Helsinge og Laugø.
Vi ser på linjerne fra det daværende byråds vision juni 2016 til det arkitektprojekt, der i december 2016 vandt konkurrencen om at gøre visionen mere konkret. Derfra trækkes trådene til
Rammelokalplanen (2018), der omsætter vinderprojektet til det bindende grundlag for det videre forløb. Tråden trækkes videre til en del af de lokalplaner, der i tiden fra november 2020 til nu er vedtaget for de første 8 bebyggelses-klynger.
Derefter cykler vi ud i virkeligheden til Troldebakkernes østlige del. Hovedvægten vil ligge på alt det, der befinder sig mellem klyngerne. Det er fællesarealer, beplantning, regnvandshåndtering og vej- og stistruktur i området. Vi passerer en del af de igangværende byggerier. Hvad blev der af visionen?
Efter at have udforsket området cykler vi til Højbogaard på Troldemosevej. Gårdens jord er omfattet af Troldebakkernes vestlige del. Vi besøger Selma Bergenholtz, der taler om, hvordan hun ser gårdens fremtid i lyset af Rammelokalplanen. Ankomst ca kl.14.00. Mens Selma fortæller, kan vi indtage kaffe og kage formedelst 40 kr pr person. Betaling helst med mobile pay. Vi forlader Højbogaard senest kl.15.
Hjemturen går via Aagerup og Skærød tilbage til turens udgangspunkt, Helsinge Station.
Cykelrutens længde – eksklusive rundt i Troldebakkerne – er ca 13 km. Turens varighed ca 5 ½ time. Tag godt fodtøj på, da vi også skal vandre i den vilde natur på området.
Turleder: Kirsten Gamst-Nielsen. Tilmelding senest tirsdag den 13. september enten på mail: kirsten.gamst@hotmail.com eller telefon 21436362.
Ved tilmelding oplys venligst eventuel bestilling på kaffe og kage.
(udgivet d. 7 sep. 2022)