Gribskov henter erfaren centerchef fra Bornholm til området dagtilbud og skoler.
Gribskov Kommune har ansat Trine Schloss Pedersen som ny centerchef for Center for Dagtilbud og Skoler. Trine Schloss Pedersen kommer fra en stilling som chef for Center for Skole i Bornholms Regionskommune.
”Jeg er meget glad for, at vi kan byde en så stærk og erfaren kollega velkommen på dagtilbuds- og skoleområdet. Med Trine får vi en stærk profil, som kan fortsætte den gode udvikling, som vi er i gang med – og ikke mindst drive den videre til nye niveauer fremover”, siger velfærdsdirektør Per Ullerichs.
Trine Schloss Pedersen bor til daglig i Charlottenlund og starter i Gribskov den 1. januar 2023.
”Gribskov Kommune har så meget at være stolt over – bl.a. et velfungerende skolevæsen, og jeg glæder mig til at være en del af det hold, der skal videreudvikle de gode betingelser for børn og unges læring og trivsel i Gribskov Kommune”, siger Trine Schloss Pedersen.
Trine Schloss Pedersen afløser centerchef Claus Herbert, som den 1. november blev centerchef for Center for Sociale Indsatser.
(udgivet d. 29 nov. 2022)