DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

Gribskov går grønt – går du med ?

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Forum for Vækst og Udvikling inviterer kommunens foreninger, virksomheder og institutioner med til “Gribskov går grønt”. Forum for Vækst og Udvikling håber med initiativet Gribskov går grønt, at så mange som muligt vil bidrage med grønne, åbne arrangementer i maj 2023.

Hver maj inviterer Gribskov Kommune til Grøn Uge: En uge, hvor kommunen i fællesskab med grønne foreninger afholder gratis naturarrangementer for børn, unge og deres forældre.

Nu ønsker Forum for Vækst og Udvikling at styrke og udvide dette arbejde og at gøre det tilgængeligt for flere med initiativet Gribskov går grønt.

Målet med Gribskov går grønt er at få flere aktører til at melde sig som værter for åbne arrangementer, der skaber opmærksomhed omkring natur, klima, bæredygtighed og grøn omstilling i maj 2023. Forummet for Vækst og Udvikling håber dermed, at flere mennesker får mulighed for at deltage i grønne arrangementer, samt at de mange bæredygtige tiltag, der allerede finder sted i kommunen, bliver synliggjort.

Gribskov går grønt skal dermed bidrage til at sætte Gribskov på landkortet og at styrke kommunens grønne profil. Anders Gerner Frost, formand for Forum for Vækst og Udvikling, udtaler:

”Gribskov går grønt er et forsøg på at igangsætte en grøn bevægelse i Gribskov Kommune, som kan sætte fokus på alle de grønne tiltag, der allerede spirer i kommunen – samt inspirere flere til at komme med på den grønne bølge. Jeg håber, at mange virksomheder, foreninger og institutioner har lyst til at bidrage med et grønt arrangement til det samlede program for Gribskov går grønt i maj måned, så vi sammen står stærkere om den grønne dagsorden.”

Anders Gerner Frost (Pressefoto)

Næstformand Daniel Frigast supplerer, at et af målene med Gribskov går grønt er at give flere mulighed for at deltage i de arrangementer, der sker i maj:

”Vi har jo allerede succes med Grøn Uge, hvor børn lærer om naturen. Nu udvider vi konceptet, så det både vedrører børnefamilier, men også alle andre i kommunen. Dermed kan flere afholde arrangementer, og flere kan deltage. Det kan være, at en forening møder nye medlemmer ved en grøn fællesspisning, at en institution har brug for hjælp til at plante have – eller at en virksomhed vil dele grønne tiltag med samarbejdspartnere og kunder. Jeg glæder mig til at se, hvilke arrangementer, der kommer med i det endelige Gribskov går grønt-program.”

Daniel Frigast (pressefoto)

Skal dit arrangement være en del af Gribskov går grønt?

Hvis man ønsker at deltage i Gribskov går grønt, skal man bidrage med et arrangement, der finder sted i maj 2023, og som sætter fokus på natur, klima, bæredygtighed eller grøn omstilling og gerne inspirerer flere til en mere grøn levevis.

Arrangøren bestemmer selv arrangementets indhold, sted, varighed, målgruppe og deltagerantal. Arrangementerne kan fx være foredrag, cykel- eller vandreture, åbent hus-arrangementer om grønne løsninger eller bæredygtige fællesspisninger – ingen idé er for lille eller stor.

I faktaboksen finder du et link, hvor du kan tilmelde dig, og et telefonnummer, du kan ringe til, hvis du ønsker vejledning om, hvordan du kan deltage i Gribskov går grønt.

Det er desuden muligt at koble sig på Gribskov Kommunes Grøn Lørdag-arrangement med en gratis stand eller aktivitet på Gilleleje Havn lørdag den 13. maj 2023 sammen med de frivillige grønne foreninger m.fl.

Alle arrangører vil blive nævnt i det samlede program for Gribskov går grønt, som bliver delt på hjemmesider, sociale medier og til pressen.

FAKTABOKS 
Læs mere, og tilmeld dit arrangement senest d. 22. marts 2023 her: www.aktivgribskov.dk/nyheder/seneste-nyt/gribskov-gaar-groent/

(udgivet d. 16 mar. 2023)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *