De seneste ti år er der sket et fald i antallet af anmeldelser om indbrud i privat beboelse i Nordsjællands Politikreds på godt 54 pct. Og den positive udvikling fortsætter. Indtil videre er der i 2023 anmeldt 15 pct. færre indbrud i forhold til året før. Men et indbrud er et for meget, derfor er der behov for at øge opmærksomheden, særligt nu hvor efteråret og den mørke tid banker på.
”Vi er meget afhængige af den hjælp, vi får fra borgerne. Så hvis I for eksempel på en aftentur ser noget, som virker mistænkeligt og unormalt, så ring til politiet på 114. En af de bedste tyverialarmer er nemlig årvågne naboer,” siger Morten Kaare Pedersen, politiinspektør i Nordsjællands Politi.
Opfordringen til borgerne i Nordsjælland kommer her ved indgangen til efterårsferien og en mørkere tid, hvor politiet desværre ofte ser en stigning i antallet af indbrud. Men også efter en lang periode, hvor antallet af anmeldelser om indbrud er faldet markant.
”Det er meget positivt, at vi ser færre indbrud. Men vi har fortsat alt for mange sager, hvor borgere kommer hjem til deres bolig og oplever, at alt er rodet igennem, og der er stjålet værdier og genstande, der har stor betydning. Derfor er det nødvendigt, at vi fortsat er opmærksomme på, hvordan vi kan gøre livet svært for indbrudstyvene,” siger Morten Kaare Pedersen.
Politiinspektøren understreger, at den forebyggende indsats har medvirket til at fastholde de lavere indbrudstal. Blandt gennem samarbejdet med kommunerne, borger- og grundejerforeninger, nabohjælp og Bo Trygt samarbejdet.
”Nordsjællands Politi har et skærpet fokus på indbrud. Vi kører blandt andet øget patruljering med både civile og uniformerede betjente. Vi har fokus på kendte indbrudstyve, og på indbruds hot-spots. Hen over året er der anholdt flere personer, som er sigtet for at stå bag en række indbrud i politikredsen. Én indbrudstyv står ofte bag mange indbrud,” siger Morten Kaare Pedersen.
Men du kan selv gøre dit til, at indbrudstyvene holder sig væk.
• I Nordsjælland begås langt de fleste indbrud ved opbrydning eller aflistning af vinduer. Så her kan I indbrudssikre jeres hjem ved at sikre vinduerne med indvendige sikringsbeslag og envejsskruer.
• Har I et overvågningskamera, så hjælp dig selv og os og tjek, at det virker, og sidder korrekt.
• Lås skuret med haveredskaber, værktøj og stiger så tyven ikke kan bruge dem til at bryde ind i din, eller naboens, bolig.
• Få dit hus til at se ud som om, der er nogle hjemme. Lad for eksempel noget opvask stå, lad det dagligdags rod ligge, og undlad for eksempel rede sengene.
• Det er en god ide, at der i perioder bliver tændt lys i og omkring boligen, når mørket falder på. Det gøres lettest ved brug af tænd-og-sluk ure, og kan få det til at se ud som om, der er nogen hjemme. Det gør det samtidig svært for tyven at skjule sig. Erfaringen viser, at indbrudstyvene er mere tilbøjelige til at holde sig fra et hus, hvor det ser ud som om, der er nogen hjemme.
• Aftal med naboen, at vedkommende holder øje med dit hus og sørger for at lægge en skraldepose i din skraldespand, tømmer postkassen og eventuelt parkerer sin bil i din ellers tomme indkørsel.
(udgivet d. 12 okt. 2023)