DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

GRIBSKOV: Nyt 3-årigt pilotprojekt – PlejeGribskov får friere rammer

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Byrådet sagde ja tak: PlejeGribskov får friere rammer, så borgeren kan komme mere i centrum.

Byrådet i Gribskov Kommune godkendte tirsdag aften, at igangsætte et pilotprojekt, som giver de kommunale plejecentre Trongården og Helsingegården samt Gribskov Rehabilitering friere rammer til at prøve nye ting af. Visionen er blandt andet at få mere tid tættere på borgeren og at inddrage dem mere.

Et nyt 3-årigt pilotprojekt skal gøre det lettere for personalet på de kommunale plejecentre samt Gribskov Rehabilitering at afprøve nye idéer. Den kommunale leverandør af pleje, PlejeGribskov, har tirsdag fået grønt lys fra byrådet til at søsætte et projekt, som skal give medarbejderne og ledelsen på plejecentrene Trongården og Helsingegården samt Gribskov Rehabilitering mere frie hænder til at tilrettelægge arbejdet.

(arkivfoto: Mediehuset Kattegat)

Sød musik

Projektet ligger i tråd med den budgetaftale for Gribskov Kommune, som byrådet besluttede i oktober, og som indeholder et generelt fokus på frisættelse og friere rammer til at drive kommunale tilbud.

Når plejecentrene samtidig ønsker et større rum til at sætte deres visioner for god plejecenterdrift i spil, er de fælles interesser tydelige, og det har skabt sød musik:

”Det er så godt, at vi har fået aftalt dette pilotprojekt på plads. Det glæder mig, at PlejeGribskov nu kan få mulighed for at udfolde deres idéer og skubbe lidt til de eksisterende rammer. Det handler bl.a. om at komme tættere på borgerne og deres konkrete behov, og om at man på forskellige måder inddrager borgerne mere. Og så vil det forhåbentlig kunne afspejle sig positivt i forhold til rekruttering af medarbejdere, hvis det rygtes, at man gør noget anderledes og spændende. Nogle gange skal vi som politikere turde sætte mere fri og stole på, at medarbejderne og lederne kan bruge den frihed fornuftigt. Og det tror jeg på, de kan”, fortæller formand i Udvalget for Ældre, Social og Sundhed Helle Lund.

Helle Lund (pressefoto)

Mere tid til den vigtige kontakt

Ønsket om frisættelse og en større lokal beslutningskraft i forhold til, hvordan man kan drive et kommunalt plejecenter, har inden byrådets godkendelse været behandlet af Udvalget for Ældre, Social og Sundhed, og sagen blev drøftet på et temamøde i september med deltagelse af PlejeGribskovs Lokaludvalg og Senior- og Ældrerådet.

Pilotprojektet giver PlejeGribskov mandat til at afprøve nye muligheder, som kan forsøges ført ud i livet gennem mindre prøvehandlinger hver tredje måned. Efterfølgende kan det føre til en implementering i den daglige drift, hvis prøvehandlingen er en succes, og det giver mening at gennemføre ændringen.

PlejeGribskovs vision er blevet konkretiseret gennem en række temaer, som de ønsker at arbejde med under friere rammer, blandt andet: Styrkelse af faggrupper, Borgerfællesskaber og indflydelse, Selvplanlæggelse, Ensartet dokumentationspraksis og Optimere driftsområder.

Temaerne afspejler et generelt ønske om at inddrage borgerne mere både i forhold til opgaver omkring f.eks. måltider og rengøring, men også i højere grad at inddrage deres evner og erfaringer. Samtidig ønsker man at bringe flere fagligheder i spil i arbejdet med borgerne, og man vil lette dokumentationskravene for medarbejderne og inddrage dem mere i planlægningen af vagter.

Pia Foght, næstformand i Udvalget for Ældre, Social og Sundhed, glæder sig over udsigten til, at nogle spændende tiltag nu kan afprøves, og at medarbejderne får mere tid sammen med borgerne:

”Vi ønsker, at der bliver mere tid til kerneopgaven – at medarbejderne har mere tid med og omkring borgeren. Det er samtidig medarbejderne og ledelsen, der kan se mulighederne og gøre op med forældede rutiner. Ved at sætte dem mere fri, giver vi dem plads til at tilrettelægge arbejdet, så der bliver bedre mulighed for at lytte til borgerens egne ønsker, og hvad der er vigtigt for dem. Jeg ser frem til at følge projektet og de prøvehandlinger, de sætter i gang”.

Pia Foght (A) (pressefoto)

(udgivet d. 16 nov. 2023)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *