Onsdag d. 17 januar 2024 kl. 16.00-17.00 inviterer Helsinge Bibliotek til et åbent arrangement i Gravhøjenes Tegn på Helsinge Bibliotek, hvor Søren Svagin fortæller om bogen “Gravhøjene ved Rågeleje” og gravhøjene krydret med musik og sang.
To aktive og historisk interesserede pensionister fra lokalområdet mødtes i slutningen af 2020 til flere vandreture i Bakkebjergområdet ved Rågeleje, hvor bronzealdergravhøjene ligger smukt placeret i det fredede landskab.
De to aktive pensionister er Søren Svagin, musiker, kunstsamler og engageret selvlært fotograf og netop afdøde Jens Anker Jørgensen, der har skrevet en række bøger med emner fra Nordsjællands Kulturhistorie.
Vandreturene blev inspirationen til en idé om at skildre et års forløb ved gravhøjene gennem fotografier og tekst. Årstidernes skiften, lyset skiften, det moderne hverdagsliv med den store gule bus 361, der på sine faste tider kører tværs gennem området med gravhøjene. Nutiden møder fortiden og nysgerrigheden vækkes.
Vandreturene, et års fotografier fra området og de mange samtaler er redigeret og samlet i den smukke bogudgivelse: Gravhøjene ved Rågeleje.
Onsdag d. 17 januar 2024 kl. 16.00-17.00 inviterer Helsinge Bibliotek til et åbent arrangement, hvor Søren Svagin fortæller om bogen og gravhøjene krydret med musik og sang og en ”gravhøj-quiz”, hvor man kan vinde et eksemplar af bogen.
Gratis adgang, men af hensyn til planlægningen, må man gerne tilmelde sig på www.gribskovbib.dk
(udgivet d. 3 jan. 2024)