Debatindlæg fra Mette Tolstrup, 1. suppleant for Socialdemokratiet i Gribskov.
En uacceptabel forsømmelse: Altiden svigter sine forpligtelser.
Fødevarestyrelsens rapport fra Bakkebo Omsorgscenter Caféen afslører svigt i egenkontrol og håndtering af mad til ældre borgere.
Tidligere blev maden lavet på stedet, men nu leveres den udefra af et eksternt firma. Bryder dette kontrakten, der forpligter Altiden til selv at stå for madlavningen?
I fødevarestyrelsen rapport 13.12.24 står der Citat: Følgende er konstateret: Virksomheden har ikke dokumenteret egenkontrol for varemodtagelse siden 20/11 opbevaringstemperaturer siden 2/11, opvarmning siden 20/11, varmeholdelse siden 18/11 og nedkøling siden 19/11. Virksomheden mangler yderligere også at sætte årstal på og ikke kun dato på, hvornår der dokumenteres.
Virksomheden havde følgende bemærkninger: Det plejer at være vores kokke som gør det, de er sygemeldte nu, så vi har desværre ikke fået det lavet. citat slut.
Ansvaret skal tages alvorligt og ikke bare “udliciteres” Forklaringen om manglende personale er utilfredsstillende. Vikarer kunne være tilkaldt, ligesom man gør i andre personalegrupper. Det er ledelsens ansvar at sikre, at egenkontrollen udføres.
At løse problemet ved at få leveret mad udefra er ikke en løsning, men endnu et eksempel på privatiseringens konsekvenser. Det er bekymrende, at Bakkebo fortsætter med at få mad leveret, når det kun kræver ansættelse af personale for at opfylde kontrakten.
Økonomiske hensyn prioriteres tydeligvis over omsorg for de ældre. Som kandidat til kommunalvalget er jeg dybt rystet over denne sag. Socialdemokratiet i Gribskov vil ikke acceptere, at en leverandør tilsidesætter sine forpligtelser over for vores ældre.
Denne problemstilling viser problemerne ved udlicitering af kerneopgaver, der ofte fører til manglende kvalitetssikring. Kommunen skal gribe ind og kræve, at kontrakten overholdes.
De ældre fortjener bedre – og det er vores ansvar at sikre, at de får det.
Jeg håber at personalet får de redskaber der skal til få at løftet deres arbejde, de er nemlig de ældres guld i hverdagen.
Mette Tolstrup.
Socialdemokratiet
(udgivet d. 16. jan. 2025 – opdateret d. 17. jan. 2025)
Nemlig, Mette. Denne debat må ikke blive glemt. Vi er jo enige om at mene, at Altiden har fået så rigeligt med advarsler, og at der nu må statueres et eksempel. Derfor bør de fratages opgaven, så snart som muligt, så man kan se at det har konsekvenser ikke at overholde kontrakter, som man bliver betalt for. Vi kan se at det kun er Socialdemokratiet, som både du og jeg stiller op for her til efteråret, som ønsker at fratage Altiden opgaven. Nok er nok, hvis 10 måneder ikke har været nok for firmaet til at rette op på opgaverne, så må der andre til, så enkelt er det.