Borgerligt valgforbund klar til KV25 i Gribskov – Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og Listen ByogLand har indgået en aftale om et teknisk valgforbund forud for kommunalvalget til november 2025, skriver valgforbundet i en fælles pressemeddelelse.
Fælles udtalelse fra partierne:
“Vi er fem forskellige partier med forskellige holdninger, men vi står sammen om et fælles mål: At bringe sund fornuft tilbage i politik og sikre, at borgerne kan have tillid til de aftaler, vi indgår. Gribskov Kommune skal være mere tilgængelig og beslutninger skal træffes med respekt for dem, det hele handler om – nemlig kommunens borgere, foreninger, erhvervsliv og medarbejdere. Vi tror på, at politisk samarbejde skal bygge på respekt – både for hinanden og for de vælgere, der sætter deres lid til os.”
(udgivet d. 3. feb. 2025)