Debatindlæg fra byrådsmedlem Brian Lyck Jørgensen, Dansk Folkeparti i Gribskov.
Et farvel til Idrætsrådet – hvad nu ?
Det er med stor undren, at vi har modtaget nyheden om, at Idrætsrådet i Gribskov har valgt at trække sig. En beslutning, der rejser alvorlige spørgsmål om kommunens prioriteringer og samarbejde med de frivillige kræfter, som udgør rygraden i vores lokale idrætsliv. Idrætsrådet har gennem årene spillet en central rolle i udviklingen af vores idrætsmiljø.
De har været talerør for foreningerne og en vigtig sparringspartner for kommunen. At de nu vælger at trække sig, må give anledning til selvransagelse i byrådet. Hvorfor er vi endt her? Har vi som kommune i tilstrækkelig grad lyttet og værdsat de input, der kom fra Idrætsrådet?
For Dansk Folkeparti er det afgørende, at vi fremmer en åben og konstruktiv dialog med vores lokale foreninger. Vi ønsker et stærkt foreningsliv i Gribskov – et foreningsliv, hvor frivillige ildsjæle bliver hørt og støttet, ikke kørt trætte af bureaukrati og manglende politisk opbakning.
Nu står vi over for en vigtig opgave. Vi skal sikre, at de værdifulde erfaringer og den viden, som Idrætsrådet har opbygget, ikke går tabt. Vi må finde nye løsninger og skabe en platform, hvor foreningerne fortsat kan blive hørt og inddraget i beslutningsprocesserne.
Dansk Folkeparti vil arbejde for en grundig evaluering af forløbet, så vi kan sikre bedre rammer og et tættere samarbejde med idrætslivet fremover.
Vi skylder de mange frivillige, der uge efter uge gør en kæmpe indsats for vores børn, unge og voksne, at skabe de bedst mulige vilkår for deres arbejde. Gribskov har et stærkt foreningsliv, men det kræver politisk vilje at sikre, at det forbliver sådan.
Vi i Dansk Folkeparti vil rejse spørgsmålet over for fagudvalget, hvor vi desværre ikke har en plads. Men hvorfor det er gået så galt at rådet har trukket sig? Spørgsmålene er mange og dem vil vi rejse over for udvalgsformanden og direktøren på området.
Brian Lyck Jørgensen (O)
Byrådsmedlem, Dansk Folkeparti i Gribskov
(udgivet d. 6. feb. 2025)