DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

DEBAT: Det glade vanvid

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Debatindlæg fra byrådsmedlem Morten Dahlberg (A).

Det glade vanvid.

 Vi sidder måbende og lamslåede i byrådet. Ja, sådan kunne jeg have startet mit indlæg. Men jeg vil begynde et andet sted.

Nu er det offentligt, at vores kommunaldirektør er indstillet til afskedigelse. Beslutningen blev truffet i Økonomiudvalget mandag den 3. marts og er sendt ud i en pressemeddelelse.

Men hvorfor er vi så måbende og lamslåede? Jo, fordi en dybt fortrolig personalesag blev lækket til pressen, inden vi overhovedet havde afholdt vores møde i Økonomiudvalget. Det kaster en mistanke over alle, der var i besiddelse af denne information – altså os i Økonomiudvalget og partierne uden for udvalget, det vil sige hele byrådet.

At vi i Gribskov Byråd ikke kan holde på så fortrolige oplysninger er det glade vanvid – og dybt rystende. Det handler om en afskedigelsessag, hvor både kommunen og, ikke mindst, den pågældende person har krav på ikke at blive hængt ud i vilde spekulationer i medierne og på Facebook. Sådanne læk skader alle parter.

 At byrådet ikke har større respekt for de fortrolige oplysninger, vi håndterer – hvad enten det gælder borgere eller personale – er uacceptabelt. Det bør få enhver med en smule fornuft til at overveje, om man overhovedet kan stole på, at ens oplysninger ikke pludselig havner på forsiden af et lokalt medie eller bliver delt vidt og bredt på sociale medier. Vi skal huske, at disse fortrolige oplysninger behandles i en meget snæver kreds af folkevalgte.

 Vi kan desværre ikke gøre andet end at beklage den dybt uansvarlige håndtering af fortrolige oplysninger – og undskylde, at det overhovedet kan ske. Det er uordentligt, uhæderligt og ødelæggende for den demokratiske proces.

Morten Dahlberg

Byrådsmedlem, Socialdemokratiet i Gribskov

Morten Dahlberg (A) (Pressefoto: Benedikte Hald)

(udgivet d. 4. mar. 2025)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *