DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

DEBAT: Bekymrende når byrådsmedlemmer offentligt beklager sig.

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Debatindlæg fra bestyrelsesmedlem Tonny N. Jensen, Socialdemokratiet.

Ytringsfrihed er en grundsten i ethvert demokrati, og vi skal værne om den. Men vi må ikke glemme, at ytringsfrihed ikke er det samme som retten til at sige hvad som helst, når som helst – især ikke når det går ud over andre mennesker.

Det er derfor bekymrende, når byrådsmedlemmer offentligt beklager sig over, at deres ytringsfrihed er begrænset, fordi de ikke må diskutere personalesager i pressen. De glemmer, at et byråd ikke kun er en politisk forsamling, men også en arbejdsgiver. Og som arbejdsgiver har man et ansvar for at beskytte sine medarbejdere og behandle deres ansættelsesforhold med fortrolighed og respekt.

Personalesager er ikke til for offentlig skue – af gode grunde. Medarbejdere har krav på diskretion, og det er et grundlæggende princip i både offentlig forvaltning og privat ansættelsesret. Når politikere insisterer på at diskutere disse sager offentligt under dække af ytringsfrihed, skaber det en farlig glidebane, hvor hensynet til enkeltpersoner tilsidesættes for egen politisk vindings skyld.

Vi ser desværre en tendens til, at hver gang nogen bliver pålagt en smule diskretion af hensyn til andre, bliver det straks tolket som en krænkelse af ytringsfriheden. Det er en trist udvikling. Vi lever i et af verdens frieste samfund, hvor ytringsfriheden er vidtrækkende, men friheden til at ytre sig bør aldrig stå over hensynet til almindelig ordentlighed og respekt for andre mennesker.

Politikere bør vise ansvarlighed. De må acceptere, at der er grænser for, hvad man kan og bør sige offentligt – ikke for at begrænse demokratiet, men for at sikre, at det fungerer ordentligt og med respekt for alle parter. At kalde det et overgreb mod ytringsfriheden, når man ikke må diskutere personalesager i offentligheden, er både uklædeligt og useriøst.

Vi har rig mulighed for at debattere politiske uenigheder i det offentlige rum. Men personalesager bør ikke bruges som politiske slagmarker. Der er andre måder at føre en ansvarlig og redelig debat på – uden at gå på kompromis med respekten for individets ret til privatliv og en ordentlig behandling på arbejdspladsen.

Tonny N Jensen

Bestyrelsesmedlem, Socialdemokratiet

Tonny N. Jensen (A) (Arkivfoto: Pressefoto)

(udgivet d. 6. mar. 2025)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *