Indlæg modtaget fra Birgit Roswall:
Kære Jonna Præst
Et er, at du vil lukke Holbohave, men man må som det mindste kunne forvente, at du som medlem af Ældre, Social- og sundhedsudvalget har sat dig ind i, hvad det er for et tilbud du lukker.
Du udtaler i Ugepostens artikel den 4. september, at det drejer sig om 10 – 12 mennesker, og at det er problematisk i forhold til kørsel, at tilbuddet ligger i Blistrup.
Hvis du havde sat dig ind i forholdene omkring Holbohave, ville du vide, at der maximalt under de nuværende former kan være 22 personer pr. dag, og at der er forskel på hvor mange dage de hver især er visiteret til, nogle kommer 1, 2, 3 eller alle ugens hverdage. Det afhænger af brugernes behov.
Jeg bliver oprigtig ked af at læse en udtalelse som: “ Vi vil starte med at se på et af centrene. Hvordan gør vi der? Har de et rum, hvor de demente kan være”.
Demente er syge mennesker, som man ikke bare skal finde ”et rum” til.
Ved valg af navn blev det pointeret, at det var vigtigt, at navnet ikke havde fokus på sygdom og funktionstab, ligesom navnet ikke måtte signalerer institution og sygdom, da det kan virke afskrækkende i forhold til at demente vil tage imod et dagcentertilbud .
Netop en udfordring. som et tilbud på et plejecenter vil give. Så kan man selvfølgelig have den holdning, at så kan de jo bare lade være at tage imod et tilbud.
Hvis demente ikke ønsker at bruge et tilbud på et plejecenter, rammer det de pårørende, som ikke får den aflastning, der er nødvendig, for at holde til det pres, det er at have ansvaret for en dement ægtefælle. Det kan betyde, at de bliver nødt til at give op og sende deres pårørende på plejehjem tidligere, og det giver i hvert fald ingen besparelser. Der kan i øvrigt også være pårørende, som stadig er på arbejdsmarkedet, og som ikke vil kunne passe et arbejde, hvis der ikke er et ordentligt tilbud, som deres ægtefælle vil tage imod.
Holbohave er et tilbud, hvor brugerne er fra kl. 9 – 15 og hvor bl.a. er spisesituationer en del af tilbuddet, som brugerne inddrages mest muligt i sammen med alle de øvrige aktiviteter, der er mulighed for at deltage i forhold til deres demens.
Det er aktiviteter, som ikke bare lige kan overføres til dagcentre på plejehjemmene, som har åbent kl. 9 – 12 og hvor mad ikke er en inkluderet del af dagcentertilbuddet.
Såfremt åbningstid udvides i lighed med Holbohaves åbningstid og de samme tilbud skal etableres, bliver besparelsen ikke det forudsatte. Så sandsynligheden er nok, at du vil lave et dårligere tilbud, som de demente og deres pårørende ikke ønsker at benytte med de konsekvenser det må få.
Endelig må jeg nævne, at det undrer mig, at Dansk Folkeparti kan stå på mål for besparelser over for de aller svageste borgere i vores kommune. Det plejer ikke at være det Dansk Folkeparti står for. Jeg kan kun opfordre Jonna Præst til at besøge Holbohave og sætte sig ind i forholdene og tale med de frivillige- og pårørendegrupper, som også er med til at gøre Holbohave til det, som det er, og som også vil gå tabt, hvis man fastholder en lukning.
Venlig hilsen
Birgit Roswall
Byrådsmedlem for Venstre