DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

TISVILDE: Frihed er det bedste guld – fællessang og storytelling på højskolen

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Nordkystfortællerne og Tisvildekoret indbyder d. 4. maj 2025 til arrangementet “Frihed – det bedste guld” på Tisvilde Højskole til koncert, fællessang og storytelling i anledning af 80-året for Danmarks befrielse.

I mange hjem er det traditionen at stille tændte stearinlys i vinduerne 4. maj for at mindes den aften, hvor det blev kendt, at den tyske besættelsesmagt havde kapituleret over for de allieredes tropper. I år er der en særlig grund til at mindes den aften, mener tre kulturinstitutioner og foreninger, som er gået sammen om et specielt arrangement på denne dato. Nærmere bestemt er det Tisvildekoret og fortællergruppen Nordkystfortællerne, som i samarbejde med Tisvilde Højskole indbyder publikum til koncert, storytelling og fællessang.

Ikke alene er det nu 80 år siden, at frihedsbudskabet kunne høres i den knitrende radioudsendelse fra London. Jubilæet falder også i et år, hvor andre krige raser og truer civilbefolkninger og deres frihedsrettigheder. Derfor har arrangementet også fået titlen ”Frihed – Det bedste guld.

Plakat til “Frihed er det bedste guld” (Presse)

Arrangementet erstatter Tisvildekorets sædvanlige og populære forårskoncert. Det bliver samtidig første koncert, hvor koret ledes af dets ny dirigent og akkompagnatør Leif Hauge, der tidligere har dirigeret en række andre nordsjællandske kor. Han er uddannet i musikvidenskab og musikpædagogik på universitetet og musikkonservatoriet i København.

De 35 sangere synger blandt andet en række sange, som også blev sunget i årene omkring den nazistiske besættelse.

Ind i mellem sangene fortæller fire af Nordkystfortællernes storytellers egne historier, som også kredser om håbet om frihed og et liv uden undertrykkelse. En af historierne er en øjenvidneskildring fortalt af Beate Richter, der var barn i Tyskland under besættelsen. De andre fortællere er Karl Erik Frederiksen, Mette Kuhlen Gullach og Simon Simonsen, der med andre historier priser friheden.

I arrangementet indgår en pause, hvor publikum bydes på en forfriskning og får lejlighed til at udveksle synspunkter om sange, historier, krig, fred m.v. 

Arrangementet holdes søndag d. 4. maj 2025 i tidsrummet 15:00-17:00. For voksne koster billetterne 50 kroner inklusive traktementet i pausen. Det er gratis for børn under 13 år, men de skal tilmeldes. Billetsalget og tilmelding af børn skal ske online på nordkystfortaellerne.nemtilmeld.dk.

(udgivet d. 19. apr. 2025)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *