I forlængelse af beslutningen om at genindføre rutebeskrivelser på stoppestederne, har Movia også besluttet at supplere med trykt information om, hvor tit bussen kører i løbet af døgnet og hen over ugen på henholdsvis hverdage, lørdage og søndag/helligdage.
Dermed har Movia imødekommet langt hovedparten af bekymringerne for, om det bliver sværere at bruge bussen uden trykte køretider på stoppestederne.
”Vi er blevet kritiseret for ikke at lytte, og det er vi kede af. I de mange debatindlæg og breve, kunder har sendt til os, har flere peget på, at information om hvor tit bussen kører hen over døgnet og ugen kunne være en god løsning. Og da bussens tidsintervaller kun ændrer sig med nogle års mellemrum, er vi enige med kunderne i, at det er et godt supplement til den digitale information”, fortæller kommunikationsdirektør i Movia, Camilla Struckmann.
Movia er ved at indhente tilbud fra eksterne leverandører på opgaven med at sætte de nye linjetavler op. En af de ting, der konkurreres på, er, hvor hurtigt leverandøren kan gå i gang. Så om alt går vel, håber Movia, at arbejdet med at sætte tavlerne op går i gang efter påske og vil være færdigt inden sommerferien. Stoppesteder uden digitale informationsskærme vil blive prioriteret først.
De printede køreplaner er også på vej ud i busserne fra slutningen af denne uge. Movia vil løbende følge op på, hvor der mangler køreplaner og supplere op.
Efter dialog i Movias tilgængelighedsforum, hvor handicap- og ældreorganisationerne er repræsenteret, vil den nye linjetavle også rumme en guide til, hvordan man bruger sms 1250-servicen. Den information er skrevet med større skrift end de tidligere trykte køreplaner og den information, som hænger på stoppestedet i dag. Det skal gøre det nemmere for synsbesværede borgere at få hjælp til sms 1250-servicen, som er den nemmeste måde at få digital trafikinformation på. Den kræver heller ikke, at man har en bestemt mobil eller en smartphone.
70 pct. af buspassagererne benytter stoppesteder med digitale skærme, hvor der er liveopdaterede køretider. Og ellers kan man bruge sms 1250-servicen, Rejseplanens hjemmeside og app eller se hele køreplanen på dinoffentligetransport.dk. Man kan også ringe til DOTs kundeservice på 70 15 70 00 og få tilsendt en printet køreplan med posten. I marts har 551 benyttet sig af dette tilbud.
Fakta
- I 2018 var der ca. 60.000 ikke-digitale ældre i alderen 65-89 år på hele Sjælland.
- Ifølge oplysninger fra Danmarks Statistisk udgør andelen af ikke-digitale personer mellem 65-89 år i Region Hovedstaden og Region Sjælland henholdsvis 11 pct. og 14 pct., svarende til ca. 35.000 og 25.000 personer mellem 65-89 år. Der bor samlet 2,2 mio. indbyggere mellem 16-89 år på Sjælland.
- 9 ud af 10 danskere ejer en smartphone (DRs medieanalyse 2018).
- 70 pct. af buspassagererne bruger stoppesteder med digitale skærme med liveopdaterede afgangstider.
- I ca. 550 busser fordelt på 75 buslinjer er der installeret digitale informationsskærme med angivelse af næste stop. De digitale informationsskærme ses af ca. 125 mio. passagerer. Movia servicerer godt 200 mio. buspassagerer årligt. De digitale informationsskærme er installeret i alle C- og A- linjer i det centrale København, i de fleste A-busser i købstæderne, i en del R- og E-linjer samt i flertallet af S-busserne.
- Movia har i alt godt 1.400 busser fordelt på ca. 430 buslinjer.