DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

SejlSikkert: Tager du ansvar for sikkerheden, skipper ?

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Ny SejlSikkert-kampagne i havnene:
Tager du ansvar for sikkerheden, skipper ?

SejlSikkert-indsats, som netop er gået i gang i havne i hele landet for at sætte fokus på skipperansvar og for at reducere antallet af personer, der drukner på havet. 

Som skipper har du ikke alene ansvar for, at dit grej er i orden, og at du har tjek på vejrudsigten, når du sejler ud. Du har også ansvar for, at alle om bord bærer redningsvest – for skipperansvar handler om at vise omsorg og sørge for, at alle kommer sikkert i havn. I de kommende uger vil havne i hele landet blive udstyret bl.a. med skilte ved udsejlingen og på bådbroerne, klistermærker til bådene etc., som opfordrer fritidssejlere, fiskere og andre der bruger havet til at tage skipperansvar. 

Det er skipperen, der bestemmer om bord, og hvis skipper har en regel om, at alle skal bære redningsvest, så er det det, man gør. Sådan er det i den ideelle verden.En undersøgelse fra SejlSikkert, som Søsportens Sikkerhedsråd og TrygFonden står bag, viser, at det er stærkt socialt betinget, om man bruger vest ombord på en båd. I 85 pct. af tilfældene, hvor der er flere om bord på en båd, har enten alle vest på, eller ingen har vest på. Kun i 15 pct. af tilfældene er der både personer med og uden vest om bord.

Pressefoto: SejlSikkert

En opfordring til skipperne 
Dette års SejlSikkert-kampagne, som Søsportens Sikkerhedsråd og TrygFonden står bag, handler derfor om at få skipperne til at sætte det gode eksempel og minde om, at de er garanter for sikkerheden om bord.

– Jeg medgiver gerne, at det kan være svært at bede sin makker i båden tage vest på, men omvendt så ved vi også, at redningsveste øger chancen for at overleve ved ulykker på vandet. Tænk på det værst tænkelige, at du må kontakte din makkers ægtefælle og fortælle, at der er en eftersøgning i gang efter manden eller konen, som er faldet over bord. Vi vil derfor gerne gøre det legitimt som skipper at stille krav til alle om bord, at de skal bære vest. Selv gør jeg det, at jeg tager redningsvest på og lægger en stak i cockpittet, så der ikke er nogen, der er i tvivl om, at alle bærer vest på min båd, siger Sten Emborg, specialkonsulent i Søsportens Sikkerhedsråd.

Pressefoto: SejlSikkert

50 pct. bærer redningsvest
Samlet set er det godt halvdelen af fritidssejlere, fritidsfiskere, kajakroere, surfere og personer på jetski, som ofte tager redningsvest på før turen på vandet.

René Højer, der er programchef og ansvarlig for vand- og badesikkerhed i TrygFonden, håber, at indsatsen, som sætter fokus på skipperansvar, vil fungere som en venlig opfordring til at bryde vanen og få vesten på.

– Det er mit håb, at vi en dag slet ikke behøver at diskutere, om vesten skal på eller ej. Ligesom det i dag er tilfældet med sikkerhedsseler i bilerne. Men indtil da kan vi kun opfordre til, at skipperne går forrest som nogle gode eksempler for sikkerhedskulturen. Når omkring halvdelen af dem, der i dag bruger vandet, allerede bruger veste, så skal de blot hver især få én anden til at begynde, og så vil vi være i mål, siger René Højer.

Pressefoto: SejlSikkert


Bevæger du dig ned i en havn i den kommende tid, vil du sandsynligvis blive mødt af disse skilte, flag og klistermærker.

Faktaboks: 
Myten er aflivet: 7 ud af 10 dødsulykker sker i stille vejr
 
Det er en sejlivet myte, at ulykker til søs oftest sker i hårdt vejr. Men faktum er, at 70 pct. af dødsfaldene i forbindelse med fritidssejlads og fiskeri i 2009-2017 skete i stille vejr med en middelvind på 5 m/s eller mindre. Ofte har man paraderne nede i stille vejr og kan tænke, at her er der ingen risici. En undersøgelse fra 2017 viser også, at 43 pct. af fritidssejlere og fiskere tror, at vesten er mindre vigtig i godt vejr. Men det er ikke sandt, for vandet er stadig vådt og kan selv på en lun og stille dag være meget koldt.

Kilde: Søsportens Sikkerhedsråd


Fakta: Ud af de 149 fritidssejlere og fritidsfiskere, som druknede 2009-2018

  • bar 24 pct. redningsveste
  • var 70 pct. 50 år eller ældre
  • var 91 pct. mænd

Kilde: Søsportens Sikkerhedsråd

Fakta: Det er en myte, at ulykkerne sker langt fra land
Stort set alle de dødsfald, som er sket i forbindelse med fritidssejlads og fiskeri i de seneste år, er sket tæt på land i de indre danske farvande.


Fakta: Så mange bærer redningsvest:
Vandscooter/jetski: 91 pct.
Surfboard: 81 pct.
Kajak, robåd, pram: 53 pct.
Sejlbåde: 50 pct.
Jolle: 48 pct.
Motorbåd: 22 pct.
Kutter: 22 pct.

Kilde: Observationer fra 15 havne, som er foretaget en fredag og en søndag i sensommeren 2015, 2016, 2017 og 2018 af Als Research for SejlSikkert.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *