DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

Tandlæger ærgrer sig over regioners manipulation.

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

I Tandlægeforeningen er der stor ærgrelse over, at Danske Regioner nu har udsendt en pressemeddelelse, hvori regionerne betragter forhandlingerne om en ny overenskomst på tandlægeområdet som ”afbrudte”.

– Det er overraskende og ærgerligt, at den respektfulde tone, som hidtil har præget vores indbyrdes forhandlinger, nu er blevet afløst af manipulation og disrespekt fra Danske Regioners side, siger Torben Schønwaldt, formand for klinikejerne i Tandlægeforeningen.

Torben Schønwaldt henviser til, at regionerne i deres pressemeddelelse skriver, at landets tandlæger får tilskud fra det offentlige, og at det er tandlægernes ønske om høj indtjening, der gør, at Tandlægeoverenskomstens økonomiske ramme årligt overskrides med 300 mio. kr.

– Det er ikke tandlægerne, der får tilskud fra det offentlige. Det er patienterne, der får tilskuddet. Og der er her vel at mærke tale om patienttilskud for ydelser, som tandlægerne har pligt til at udføre for at overholde de kliniske retningslinjer, som Sundhedsstyrelsen har fastsat. Derfor kan det aldrig blive tandlægernes skyld, at der mangler penge i regionernes kasse til tilskud til patienterne i voksentandplejen, siger Torben Schønwaldt.

Tandlægeforeningen har siden 2013 gjort opmærksom på, at der vil mangle ca. 300 mio. kr. om året i offentligt tilskud til patienterne, hvis tandlægerne skal overholde Sundhedsstyrelsens kliniske retningslinjer. De 300 mio. kr. svarer til det beløb, som den daværende regering i 2013 fjernede fra tilskuddet til patienterne i den almene voksentandpleje.

Tandlægerne har pligt til at udføre de ydelser, som er fastsat i Sundhedsstyrelsens nationale kliniske retningslinjer. Hvis tandlægerne ikke overholder retningslinjerne, risikerer de sanktioner fra Styrelsen for Patientsikkerhed (Pressefoto)

Tandlægeforeningen har givet Danske Regioner tre forslag til løsninger på problemet:

Løsningsforslag nr. 1 er, at der tilbageføres de 300 mio. kr., som blev skåret væk fra Tandlægeoverenskomstens økonomiske ramme i 2013.

Løsningsforslag nr. 2 er, at den økonomiske ramme til regionernes tilskud fastholdes, samtidig med at patienternes egenbetaling øges, således at tandlægerne kan yde tandpleje i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens nationale kliniske retningslinjer.

Løsningsforslag nr. 3 er, at Danske Regioner henvender sig til Sundhedsstyrelsen for at undersøge mulighederne for at få modificeret de nationale kliniske retningslinjer, således at det vil blive muligt for tandlægerne at overholde dem med den økonomi, der er til rådighed.

Tandlægerne risikerer sanktioner fra Styrelsen for Patientsikkerhed, hvis de ikke overholder Sundhedsstyrelsens nationale kliniske retningslinjer.

– Hvis Danske Regioner vil fremstå som en seriøs aftalepartner, der vil medvirke til at fremme danskernes tandsundhed, så har vi en forventning om, at Danske Regioner vender tilbage med et konstruktivt forslag til, hvordan problemet kan løses, fastslår Torben Schønwaldt.

Tandlægeforeningen er en interesse- og sundhedsorganisation, der organiserer alle kategorier af tandlæger i Danmark. Foreningens hovedformål er at varetage tandlægernes faglige interesser og arbejde for en bedre tandsundhed. Foreningen omfatter ca. 5.700 medlemmer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *