Opdatering: Den 15-årige pige er nu afgået ved døden efter den tragiske trafikulykke/påkørsel. (d. 13 nov. 2020)
Onsdag klokken 14.53 blev det anmeldt, at der var sket en færdselsulykke på Helsingevej ud for Rørmosevej ved Annisse Nord, hvor en 15-årig pige fra lokalområdet var blevet påkørt af en bil ført af en 33-årig mand ligeledes fra lokalområdet.
De indledende undersøgelser peger på, at pigen netop var stået af bussen, hvorefter hun skulle krydse vejen, og i den forbindelse blev hun påkørt af bilen. De indledende undersøgelser peger desuden også på, at den 33-årige fører ikke var påvirket under kørslen, ligesom det heller ikke tyder på, at han kørte for hurtigt.
Den 15-årige blev efterfølgende fløjet til Rigshospitalet med helikopter, imens vejstrækningen var spærret i nogle timer, idet der skulle foretages tekniske undersøgelser, som skal forsøge at bidrage til at konkludere yderligere om hændelsesforløbet.
(d. 12 nov. 2020)