Klimarådet peger i sin årlige statusrapport torsdag på, at Danmark ikke kan opfylde forpligtelsen om at energirenovere offentlige bygninger i perioden fra 2025 til 2030 med den eksisterende politik. Dermed lægger de pres på politikerne for at indføre nye initiativer, så stat og kommuner tvinges til at gå i gang med opgaven. – Det ser ud til, at renoveringen af boligmassen overholder kravene – hvis vi fortsætter i det nuværende tempo. Men når det gælder de offentlige bygninger, kan det betyde nye opgaver for en byggesektor, der i forvejen har travlt, lyder det fra direktør i Dansk Håndværk Morten Frihagen.

Pres på kommunerne
Kravet fra EU er, at der hvert år skal renoveres mindst 3 pct. af det offentliges samlede etageareal i de opvarmede bygninger uden boligformål. Det gælder bygninger, der er større end 250 m2 og sidste år havde et energimærke lavere end B. Her vurderer Klimarådet, at vi ikke kan opfylde forpligtelsen i forhold til 2030 og 2033 med den nuværende politik.- Vi har i adskillige år peget på, at først og fremmest kommuner udskyder renovering og vedligeholdelse af deres bygninger. Det går ikke alene ud over energiforbruget, men betyder også, at bygningerne forfalder så meget, at en istandsættelse bliver så dyr, at bygningen i stedet må rives ned. Det er i direkte modstrid med ønsket om at vi – af hensyn til klima og CO2-udledning – i langt højere grad renoverer frem for at bygge nyt. Så på den baggrund er henstillingen fra Klimarådet, om at der sættes fart på det offentliges indsats, godt nyt for byggebranchen, vurderer Morten Frihagen.Bygningsdirektivets formål er at forbedre den europæiske bygningsmasse, så den senest i 2050 kan kategoriseres som nulemission. Det betyder, at bygningerne har et lavt energiforbrug pr. kvadratmeter, og at der ikke bruges fossil energi i bygningen. Direktivet har både fokus på renovering af den eksisterende bygningsmasse og nybyggeri.
Kilde: Kapitel 5 (side 153 – 156)
(udgivet d. 27. feb. 2025)