Debatindlæg af Bjarne Pedersen, tidligere direktør for børn og unge samt tidligere kommunaldirektør:
Hemmelige notater i fokus – men hvad med børn og forældre på Tingbakkeskolen ?
Jeg har flere gange spurgt ind til hvordan en beslutning om flytning af hele 80 børn fra andre skoler til Tingbakkeskolen kan ske uden en politisk sag, uden høring, uden dialog, uden inddragelse af lærere og forældre.Flere andre har spurgt om det samme
Svaret blæser stadig i vinden. Ingen vil svare!
I denne uge blev der offentliggjort et fortroligt notat, der angiveligt skulle være skrevet efter/ samtidigt med budgetvedtagelsen, og dette notat skulle nu forklare hvorfor det IKKE er nødvendigt med en politisk sag. Et fortroligt notat? Ikke noget med offentlighed i Gribskov Byråd. Hvor tit sker det? Hvor mange andre sager ligger der hemmelige forståelsespapirer?
For mig forklarer notatet i øvrigt intet.
Vores demokrati er baseret på åbenhed, offentlighed og ikke mindst dialog. Man kunne også tale om ordentlighed.
Derfor vil man også i alle andre beslutninger der tages i forbindelse med et budget se politiske udmøntningssager, altså sager der lægges op til fagudvalget til beslutning og inddragelse af flere – f.eks. de involverede – før de udmøntes. Det kan jo være, at selv politikere kunne blive klogere.
Det virker som om udvalgsformand og viceborgmester Trine Egetved tror at hendes titler giver hende uindskrænket magt, også til at undgå demokratiet, og det lader til at hun bakkes fuldt op af udvalgets næstformand Tue Villebro
Jeg har kun en ting at sige: Det er simpelthen ikke godt nok, demokrati gælder for alle, også selvom man er udvalgsformand og viceborgmester eller næstformand i et fagudvalg.
Se nu at få den sag behandlet ordentlig, inkl. høring af alle involverede! – eller forklar yuden omsvøb, hvorfor det ikke sker/ skete.
Bjarne Petersen
Tidligere direktør for børn og unge samt tidligere kommunaldirektør
(udgivet d. 3 maj 2024)