DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

DEBAT: Den demokratiske debat trænger til et alvorligt eftersyn

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Debatindlæg af byrådsmedlem Mathias Zilberberg, SF Gribskov.

Den demokratiske debat trænger til et alvorligt eftersyn.

Til tider går bølgerne højt i politik. Der debatteres flittigt både på Facebook og ansigt til ansigt. Debatter som er alfa og omega for, at vores demokrati og folkestyrer fungerer optimalt. Men efterhånden er jeg blevet en smule bekymret. Bekymret for den demokratiske samtale. Bekymret for at der graves dybe grøfter til skyttegravskrige, som bestemt ikke gavner debatten og samtalen mellem os.

Når jeg bevæger mig ud på Facebook, er det ikke unormalt at blive kaldt stikirenddreng, konfirmand, snothvalp, politiker som laver rævekager og korrupt. Ord og vendinger som på ingen måde gavner den demokratiske samtale. Jeg er udmærket klar over, at vi i byrådet træffer beslutninger, som kan være meget indgribende i folks liv. Vi træffer beslutninger, som i byrådet klares med en hurtig debat og en afstemning, men som i den virkelige verden har enorm betydning, for dem det måtte ramme. Derfor er jeg også fuld bevidst om, at vores og mine beslutninger fremkalder en række følelser. Men der hvor kæden for mig hopper af, er når vi ikke kan have en samtale om politik på et ordenligt og sobert niveau.

Personligt er jeg ikke bleg for at tage en debat. Jeg står gerne på mål, for de beslutninger jeg har truffet, men dialogen skal ske på ordentlige præmisser. Det gavner aldrig den demokratiske samtale at bruge skældsord. Det gavner aldrig samtalen at gå efter manden og ikke bolden. Det gavner aldrig debatten, at hive den ned på et niveau hvor al fakta er væk, og hvor kun urimelige hårde og nedværdigende argumenter er tilbage.

Og I hører mig ikke sige, at jeg selv er hellig. Jeg anderkender, at jeg selv kan gå hårdt til debatten til tider, og at jeg også udmærket er klar over, at debatterne tit er et resultat af de beslutninger jeg selv har truffet. Det i hører mig sige er, at den demokratiske samtale trænger til et alvorligt eftersyn. Vi som partier er nødt til at gå tilbage til vores baglande og tage samtalen om, hvordan vi er overfor hinanden i debatten. Vi er nødt til at tage snakken hen over spisebordet, så vi forhindrer, at vores demokratiske samtaler bliver alt andet end demokratiske og givende.

Nogen vil måske læse indlægget som en omgang varm luft, og det er sådan set helt i orden. For det er måske lidt en omgang varm luft, men i så fald så er det en vigtig omgang varm luft. For jeg er oprigtigt bekymret for den demokratiske samtale i Gribskov. Vi kan gøre det bedre, hvis vi indstiller os på det. 

Mathias Zilberberg

Byrådsmedlem

Socialistisk Folkeparti Gribskov

Mathias Arnvig Zilberberg (SF) (pressefoto)

(udgivet d. 27 apr. 2022)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *