Debatindlæg fra Allan Nielsen, Socialdemokratiet i Gribskov.
En bekymrende udvikling !
Ifølge en analyse fra Danmarks Lærerforening overvejer et flertal af lærerne i Gribskov Kommune at forlade jobbet som folkeskolelærer. Det er bekymrende.
Inden for det sidste år har 64 % af lærerne overvejet af forlade faget som folkeskolelærer. Årsagerne er flere. Mange lærere oplever, at elever med specialpædagogiske udfordringer skal rummes i klasserne uden at der tilføres tilstrækkelig økonomi. Lærerne skal med andre ord løbe hurtigere, og oplever ofte, at de ikke har den nødvendige efteruddannelse til at have elever i klasserne med svære diagnoser. Inklusion af elever med specialpædagogiske problemstillinger er med til at presse arbejdsmiljøet i en grad, at nogle lærere oplever, at de ikke kan overskue den samlede undervisningsopgave.
Tiltagene fra politisk side har de sidste par år været flere: Mindre bureaukrati i beslutningsprocesserne, ledelse tættere på undervisningsopgaven, behov for et nyt børnesyn. Velmenende tiltag, som, når alt kommer til alt, er ord og ikke handling.
Skal vi have lærerne til at blive på folkeskolerne, skal lærerprofessionen tales op, Og det primære fokus skal være på undervisningen og fagene. Det handler om anerkendelse af læreren og faget som profession.
Der skal investeres i bedre rammer til forebyggelse, trivsel og faglighed på kommunens folkeskoler.
Der er behov for økonomiske investeringer for at skabe tid og overskud til forebyggende indsatser. Det handler om massivt flere to-lærertimer end i dag, mere specialpædagogisk støtte til enkeltelever og til grupper af elever, bedre økonomi til flere lejrskoler i et skoleforløb, ansættelse af AKT-lærere på fuld tid på alle skolerne og et efteruddannelsesprogram, som i høj grad er rettet mod fagene. Ansatte psykologer og tale-hørelærere på PPR skal tættere på dagligdagen, ud på skolernes afdelinger, så hjælpen kommer hurtigt og er brugbar i skolens hverdag.
At så mange lærere overvejer at forlade arbejdet som lærer, er et politisk problem. Der skal investeres i folkeskolens fag, og der skal investeres i rammerne omring undervisningen og der skal investeres i ordentlige arbejdsvilkår for lærerne.
Allan Nielsen
Socialdemokratiet i Gribskov

(Pressefoto: Benedicte Hald)
(udgivet d. 3. apr. 2025)