DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

DEBAT: Er det klogt at fjerne midler fra skolerne ?

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Debatindlæg af byrådsmedlem Trine Egetved, Det Konservative Folkeparti i Gribskov Byråd:

Skolerne er fortsat underlagt strenge sparekrav, da det ikke er nogen hemmelighed, at specialundervisningsområdet (SP) i Gribskov kommune længe har været under hårdt økonomisk pres. Flere børn har brug for specialiserede undervisningstilbud, og det har skabt et merforbrug.

Spørgsmålet er bare om man:

1) gør det på den bedst mulige måde for børnene og skolerne?

2) lige nu er ved at spare sig til stigende udgifter i fremtiden?

Merforbruget er nemlig dækket ind ved at fjerne penge fra skolernes almenområde. Det betyder, at der igennem flere år har været færre lærere og pædagoger til at tage sig af børnene i den almene skole. 

Er det klogt?

Nej, det er det naturligvis ikke, for når man fjerner penge fra skolernes almenområde, så betyder også, at det kan blive sværere at rumme børn med mindre udfordringer i den almene skole. 

Når disse børn så ender med at skulle have specialiseret hjælp, så bliver det dyrere, og dermed er en dominoeffekt igangsat. En effekt, der betyder flere og flere besparelser på det almene skoleområde og dermed igen flere børn, der skal have specialiseret hjælp.

Det er skidt. Derfor foreslog Det Konservative Folkeparti i budgetforhandlingerne, at der blev sat flere penge af til skolernes almenområde. Det kunne vi ikke få flertal for. 

I budgettet blev der dog skrevet, at en manglende effekt af handleplaner på det specialiserede område ikke måtte påvirke almenrammen.

Alligevel har vi set, at skolelederne er blevet præsenteret for et budget, hvor merforbruget på SP-området, skal dækkes ind via den almene skole. Det har Det Konservative Folkeparti siden januar måned på samtlige udvalgsmøder kæmpet for at få lavet om, da vi mener, det er helt i strid med det skolelederne kan forvente ud fra budgetaftalen. Desværre uden held.

Vores almene skole har igennem de seneste mange år skullet spare penge hvert eneste år. Samtidig ser vi flere og flere børn få brug for specialtilbud. Mon ikke der er en sammenhæng?

Vi skal have brudt den negative spiral og derfor stillede Det Konservative Folkeparti på seneste møde i Børn, Idræt og Familie forslag om, at det merforbrug, der er på specialundervisningsområdet ikke påvirker almenområdet i indeværende skoleår og vi til kommende budgetforhandlinger finder en varig løsning på udgifterne.

Vores forslag ville indebære, at skolerne kunne få lov at beholde deres eventuelle mindreforbrug på almenområdet til glæde og gavn for de børn, der går der.

Det var der desværre ikke flertal for. Forslaget blev nedstemt af Udvalgsformanden fra Venstre og 3 medlemmer fra Nytgribskov. Et enkelt medlem fra Venstre og Socialdemokratiet undlod at stemme. 

Nu ser vi på det igen til maj, hvor vi endnu engang vil forsøge få udvalget til at stå sammen om at passe på alle børn i kommunen – også dem, der ikke har brug for særlige tilbud eller hjælp, men blot har behov for en god almen folkeskole.

Trine Egetved

Det Konservative Folkeparti i Gribskov kommune

Trine Egetved-Sørensen (C) (Pressefoto: Nils Holm Christensen)

(d. 14 apr. 2021)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *