DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

DEBAT: Et job i sommerferien giver ikke kun lommepenge

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier


Debatindlæg af direktør Morten Frihagen, Dansk Håndværk.

I disse uger møder tusindvis af unge en virkelighed, de ikke har prøvet før. De bruger nemlig nogle uger på et feriejob i en af de lokale virksomheder. Det kan være i supermarkedet, hos tømreren eller ved at gå til hånde i ferielandets virksomheder. Og det er rigtigt godt. Alle undersøgelser viser nemlig at unge, der tager et fritidsjob, kommer bedre fra start på arbejdsmarkedet, fordi de har lært at tage ansvar og har set, hvordan en virkelig arbejdsplads fungere.

Men desværre er der blevet betydeligt længere mellem dem, der har mod på den oplevelse. For 30 år siden havde syv ud af ti et fritidsjob i løbet af et år, mens det i dag kun er hver anden.

En spændende oplevelse

Det er både synd for de unge og for de lokale virksomheder, som faktisk gerne vil give dem en chance. Derfor er politikerne i øjeblikket ved at ændre reglerne, så det fremover bliver mere attraktivt at tjene lidt ekstra i ferien. 

Men det bør ikke afholde dem, der lige nu har fri fra skolebøgerne, fra at prøve. Måske med et lille skub fra forældrene, hvis det kniber med modet til at spørge hos den lokale håndværker.

Og det kan man roligt gøre. De fleste håndværksmestre uddanner lærlinge og er derfor vandt til at have unge i virksomheden. De ser uddannelse som en del af deres ansvar og er ofte selv startet med et fritidsjob, mens de gik i skole. Derfor ved de også, at det ikke er nok blot at feje gulvet. Er der interesse og initiativ, så prøver de at finde udfordringer og opgaver, der skal løses sammen med de ansatte, så ferien bliver en spændende oplevelse.

En test for fremtiden

På den måde er fritidsjobbet er ikke alene en mulighed for at opleve dagligdagen på en arbejdsplads langt fra klasselokalet og den lukkede tilværelse på skolebænken. For nogle kan et par uger hos den lokale håndværker ligefrem være den test, der afgør om en uddannelse som tømrer, murer, smed eller noget helt andet er det, de selv ønsker at gå videre med.

Er det tilfældet bliver feriejobbet ikke alene afgørende for fremtiden. Det giver også en fordel senere, når den unge skal banke på døren for at bede om en læreplads. For det er naturligvis lettere at få et ja, hvis både mester og de ansatte allerede kender den unge og ved at han eller hun både er interesseret og initiativrig.

Morten Frihagen, Direktør i Dansk Håndværk (Pressefoto: Dansk Håndværk)

(udgivet d. 4 jul. 2024)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *