Debatindlæg af Venstres byrådsgruppe i Gribskov.
Fakta om Grøn omstilling i Gribskov Kommune.
Venstre støtter udvikling og vækst i vores kommune. Og vi tager opgaven med at finde plads til vedvarende energiproduktion i Gribskov alvorligt. Vi ved godt at der også er andre hensyn at tage, herunder til landskaber og natur. Men hvad er fakta om produktion af Grøn Energi i Gribskov?
På det velbesøgte borgermøde den 22. september i Kultursalen arrangeret af Socialdemokratiet, Moderaterne og Venstre, forklarede Kristian Jensen, direktør i Green Power Denmark og Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard, at Gribskov kommune har et stort potentiale for at bidrage til den grønne omstilling. Faktum er, at vi er langt bagefter i etableringen af vedvarende energianlæg i forhold til langt størsteparten af de andre kommuner.
Kristian Jensen og Green Power Denmark har beregnet at Gribskov i 2023 havde et elforbrug på 238.000 MWh, som forventes at stige til hele 408.000 MWh i 2030. Faktisk har vi i Gribskov det tredjehøjeste forbrug per. indbygger i Danmark. I dag er vores produktionskapacitet på sølle 12 MW grøn energi i, og det svarer til en produktion af godt 5% af vores årsforbrug, og giver desværre Gribskov kommune en bundplacering blandt kommunerne i Danmark.
Hvis vi skal være selvforsynende med el i Gribskov, vil det svare til vi i dag eksempelvis skulle have solceller, der har en kapacitet på 48 MW og 17 stk. 3,6 MW vindmøller. I 2030 skal det være udbygget til 80 MW solceller og 29 stk. 3,6 MW vindmøller. Vindmøller der har en kapacitet på ca. 3,6-5,5 MW er i dag ca. 100-150 meter høje. I dag har vi én (1) produktionsvindmølle i Gribskov og den laver 1.500 MWh om året og er 72 meter høj.
Der er i Danmark et bredt politisk flertal for at firdoble energiproduktionen af grøn energi på land. Og vi i Gribskov har et medansvar for, at det lykkes. Vi tror ikke på, at vi kan blive selvforsynende, men vi må have et anderledes højt ambitionsniveau – det er det eneste ansvarlige.
Der er mange faktorer, der har betydning for, at det kan lykkes at komme bare en del af vejen. Fra statens side bliver der blandt andet givet kompensation til naboer til solcelle- og vindenergianlæg i form af en skattefri VE bonus. Og kommunen kan få del i den Grønne Pulje, som kan være med til at finansiere velfærdstiltag til gavn for kommunens borgere.
Den største faktor i kommunalt sammenhæng er den kommunale planlægning af placeringen af VE-anlæg. Det er os i byrådet, der skal udpege mulige pladser for vedvarende energianlæg.
For Venstre er det vigtigt, at disse udpegninger er baseret på så få restriktioner som muligt.
Venstre støtter naturligvis også solceller på kommunale tage, men fakta er, at udbyttet her er yderst begrænset og etableringen er dyr. Med andre ord er solceller på kommunale tage hverken omkostningseffektivt eller i stand til at dække vores stigende energibehov. Venstre støtter at der findes mere plads til produktion af sol- og vindenergi – også i det åbne land.
For os er det afgørende, at vi har en grundig og åben dialog med alle interessenter, både dem, der ønsker at opføre VE-anlæg, og dem, der bor i nærheden.
Vi håber, at vi i fællesskab kan finde de bedste løsninger for Gribskov Kommune, så vi kan være med til at gøre en positiv forskel for den grønne omstilling, og vi samtidig kan tage hensyn til både vores livskvalitet og vores naturværdier.
I Venstre går vi naturligvis til forhandlinger om mere Grøn Energi i Gribskov med et åbent sind og med håb om at finde konstruktive løsninger, der giver et reelt bidrag til den grønne omstilling.
(udgivet d. 30 aug. 2024)