DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

DEBAT: Fiskeri i Gilleleje – den sidste fiskerihavn på Sjælland

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Debatindlæg fra Morten Dahlberg (A).

Fiskeri i Gilleleje – den sidste fiskerihavn på Sjælland.

Vi besøgte fiskerne på havnen i Gilleleje mandag den 25. november 2024, og der skal ikke være nogen tvivl om, at vi i Gribskov Kommune står med en stor udfordring her. Som det blev sagt: Det er den sidste fiskerihavn på Sjælland.

Fiskerne udtrykte deres bekymring over indskrænkning af fiskeriområder. Fiskeriet består hovedsageligt af garn- og trawlfiskeri – en form for fiskeri, som vi kender fra det meste af Danmark, og som vi har haft i årtier. Fiskebestanden skifter, og i dag er det hovedsageligt trawlfiskeri efter jomfruhummer, der dominerer.

Der er ingen tvivl om, at med de få kuttere (både), der er tilbage i Gilleleje, skal der ikke meget til, før fiskeriet helt forsvinder fra vores kommune. Derfor er der god grund til at råbe vagt i gevær.

Fiskeriet betyder utroligt meget for Gribskov og Gilleleje som helhed. Der er en stærk synergi mellem et aktivt, autentisk erhverv og en progressiv turisme – det går hånd i hånd. Hvis det ene forsvinder, vil turismen også komme under pres. Dermed vil der også opstå et pres på et aktivt handelsliv i og omkring Gilleleje.

Derfor vil vi i Socialdemokratiet gøre, hvad vi kan, for at få vores minister på området i tale, så det ikke er skrivebordsgeneraler, der afgør fremtiden for vores fiskeri i Gilleleje. Det er vigtigt, at vi alle trækker på vores politiske bagland, hvis vi vil sikre en fremtid for fiskerierhvervet i Gribskov.

Vi står ved en skillevej, og med min erfaring – både fra min opvækst i Hirtshals, mit arbejde i fiskeindustrien og mit arbejde med fisk både i Skagen og på Læsø – ved jeg, hvor stor betydning fiskeriet har for et lokalsamfund og for samspillet mellem erhverv og turisme.

Så kære Magnus Heunicke, havets minister: Vi vil inderligt gerne invitere dig på en kop kaffe i Gribskov, nærmere bestemt i Gilleleje, så du kan høre fra os og fiskerne selv, hvor stor betydning fiskeriet har for vores kommune.


Morten Dahlberg
Borgmesterkandidat for Socialdemokratiet i Gribskov

Morten Dahlberg (A) (Pressefoto: Mette Tolstrup)

(udgivet d. 26 nov. 2024)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *