DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

DEBAT: Gribskov Idrætsråds tilbagetrækning – En beklagelig konsekvens af manglende samarbejde

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Debatindlæg fra byrådsmedlemmerne Pernille Kromann Sams og Pernille Søndergaard (M).

Moderaterne: Gribskov Idrætsråds tilbagetrækning – En beklagelig konsekvens af manglende samarbejde.

Det er med stor beklagelse, at vi har modtaget nyheden om, at Gribskov Idrætsråd har valgt at træde tilbage. Idrætsrådet har igennem årene været en uvurderlig stemme for idrætslivet i kommunen og har repræsenteret de mange frivillige, der hver dag gør en enorm indsats for at skabe gode rammer for sport, bevægelse og fællesskab.

Når et samlet Idrætsråd vælger at trække sig, er det en alvorlig advarsel, som vi politikere må tage til efterretning. Beslutningen viser, at der har været en oplevelse af manglende inddragelse, dialog og samarbejde med administrationen, og det er ikke holdbart. Idrætsrådets tilbagetrækning sender et klart signal om, at de frivillige, der driver foreningslivet, ikke har følt sig hørt og taget alvorligt i det daglige samarbejde.

Vi anerkender, at der er sat et arbejde i gang med at udvikle Fremtidens Råd – et initiativ, som har til formål at styrke inddragelsen af idræts- og kulturlivet i Gribskov Kommune. Det er et vigtigt skridt i den rigtige retning, men vi må også konstatere, at igangsættelsen af dette arbejde desværre ikke har været nok til, at Idrætsrådet har kunnet se perspektivet i det. Når en så central aktør for idrætten vælger at trække sig, viser det, at der er behov for mere end gode intentioner – der skal handles konkret for at genopbygge tilliden og sikre, at de frivillige oplever reel indflydelse.

Idrætslivet i Gribskov Kommune er afhængigt af stærke fællesskaber og engagerede frivillige, og det kræver en kommunal administration, der lytter og samarbejder. Vi vil i Moderaterne arbejde for, at idrætsforeningernes stemme bliver taget alvorligt i alle led af beslutningsprocessen, og at vi sikrer et bedre og mere konstruktivt samarbejdsklima fremover.

Vi står nu i en situation, hvor vi ikke blot skal se fremad, men også lære af det, der er sket. Det er afgørende, at vi skaber en inddragende og transparent proces, hvor de frivillige ikke bare bliver hørt, men reelt føler sig som en del af løsningen. Vi skylder Idrætsrådet og de mange frivillige en oprigtig anerkendelse for deres arbejde – og vigtigst af alt, en reel forandring i den måde, administrationen arbejder med også dette område.

Gribskov fortjener en idrætspolitik, hvor frivillighed og engagement værdsættes, og hvor ingen føler sig nødsaget til at trække sig, fordi de ikke oplever en reel indflydelse.

Pernille Kromann Sams og Pernille Søndergaard

Byrådsmedlemmer, Moderaterne

Pernille Kromann Sams (tv.) og Pernille Søndergaard (Moderaterne)
(Pressefoto)

(udgivet d. 6. feb. 2025)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *