Debatindlæg fra byrådsmedlem Helle Lund (LA).
Har Socialdemokratiet styr på fakta ?
Lad os lige få lidt fakta frem! Man er nødt til at læse, hvad det er man skal stemme om, før man stemmer, og efterfølgende går i pressen og spreder usandheder der skræmmer vores borgere.
Det er med stor undren, at næstformanden i Ældre- Social og sundhedsudvalget Pia Foght og Borgmesterkandidat Morten Dalberg fra Socialdemokratiet ikke har styr på, hvad det er vi rent faktisk stemmer om i udvalget.
Det er 20% af opgaverne og ikke 20% medarbejdere, som i er ude og sige!
Vi skal ikke skabe en arbejdsplads med mulighed for udvikling og uddannelse, for det har vi allerede og har haft det i mange år! Vi uddanner allerede medarbejdere i Helhedsplejen og det har vi altid gjort.
Her kan i se, hvad vi har stemt om:
1. At godkende, at Helhedsplejen og fritvalgsleverandørerne kan anvende medarbejdere uden sundhedsfaglig uddannelse til udvalgte plejeopgaver efter grundig oplæring som defineret i bilaget.
2. At godkende, at maksimalt 20% af opgaverne inden for personlig pleje må løses af medarbejdere uden sundhedsfaglig uddannelse.
3. At godkende, at det alene er Helhedsplejen, der må anvende medarbejdere uden sundhedsfaglig uddannelse til at løse udvalgte videredelegerede sygeplejeindsatser.
Baggrund for beslutningen:
Ældre- Social og sundhedsudvalget godkendte i maj 2023 at udvide opgaveporteføljen for medarbejdere uden sundhedsfaglig uddannelse i en afprøvningsperiode. Årsagen var, at Helhedsplejen havde udfordringer med bemandingen i spidsbelastningsperioder som eksempelvis sommerferien, og fordi vikarforbruget i sommeren 2022 havde været for højt. Formålet var at øge antallet af fastansatte, øge kontinuiteten hos borgerne og undgå dyre vikartimer. Dertil var det forventningen, at flere medarbejdere uden sundhedsfaglig uddannelse kunne få lyst til at tage en sundhedsfaglig uddannelse, når de havde snuset til faget.
Erfaringer fra afprøvningen:
Helhedsplejen har i dag 16 ansatte uden sundhedsfaglig uddannelse, hvilket svare til 6,5% af Helhedsplejens medarbejderstyrke. Medarbejderne har gennemført et grundigt kompetenceforløb før de kommer ud til borgerne. Den eksterne kursusudbyder, som anvendes, er Social- og Sundhedsskolen i Hovedstaden.
Ud af de 16 medarbejdere er 5 startet på en sundhedsfaglig uddannelse, og én overvejer at starte på en uddannelse. 6,4% af opgaverne i Helhedsplejen er i perioden april til september 2024 løst af medarbejdere uden sundhedsfaglig uddannelse.
Jeg vil godt understrege, at det er et faktum i hele Danmark, at der ikke vil være nok medarbejdere med en sundhedsfaglig uddannelse i fremtiden til at passe på vores ældre borgere. Det valgte vi at tage meget alvorligt i ældre- social og sundhedsudvalget, tilbage i 2023, hvor et enigt udvalg stemte for at lave en afprøvningsperiode, hvor vi udvidede opgaveporteføljen for medarbejdere uden en sundhedsfaglig uddannelse, og som vi har fulgt nøje.
Vi har nu gennemført denne afprøvningsperiode med stor succes.
Vi tager det meget alvorligt, at vi står over for en kæmpe udfordring fremadrettet, med at tiltrække og fastholde medarbejdere i vores ældrepleje og vi har arbejdet målrettet på, at få flere fastansatte og dermed skære ned på vikarforbruget. Vi har halveret vikarforbruget og fået mere end 150 nye medarbejdere, så vi er på rette vej. Har der været bump på vejen, ja! Er vi i mål, nej! Men vi har taget ansvar i Ældre- Social og sundhedsudvalget, også for de svære beslutninger.
Tak til alle vores medarbejdere, faglærte som ufaglærte, i gør det godt!
Helle Lund
Liberal Alliance
Udvalgsformand, Ældre- Social og Sundhedsudvalget
(udgivet d. 6 nov. 2024)