Debatindlæg fra byrådsmedlem Brian Lyck Jørgensen, Dansk Folkeparti i Gribskov.
Hvorfor er formandsskabet for Kultur- og Idrætsudvalget gået i flyverskjul ?
Da Idrætsrådet i Gribskov for nylig valgte at trække sig, vakte det naturligvis opsigt. Rådet, der gennem årene har spillet en central rolle i at sikre gode rammer for idrætslivet, følte sig så presset, at de så sig nødsaget til at trække stikket. Det er en alvorlig sag, der kalder på ansvar og forklaring.
Men i stedet for at træde frem og tage ansvaret, har formandskabet for Kultur- og Idrætsudvalget valgt at gå i flyverskjul.
Ikke et ord, ikke en forklaring – blot tavshed.
Selv i den pressemeddelelse, der blev sendt ud fra kommunen, blev de ikke nævnt med et eneste ord. I stedet måtte kommunens direktør tage skraldet.
Det rejser flere spørgsmål: Hvorfor vil formandskabet ikke stå ved situationen? Hvorfor tør de ikke forklare, hvad der er gået galt? Og hvad er deres plan for at genetablere et velfungerende samarbejde mellem kommunen og idrætslivet?
Hele denne situation kræver en forklaring for hele byrådet!
Idrætten er en hjørnesten i vores lokalsamfund. De frivillige kræfter, der driver foreningerne, fortjener åbenhed og ærlighed. At gemme sig væk og håbe, at stormen driver over, er ikke lederskab – det er ikke at tage ansvar.
Brian Lyck Jørgensen (O)
Dansk Folkeparti

(udgivet d. 16. feb. 2025)