Debatindlæg af Mette Tolstrup, byrådskandidat for Socialdemokratiet i Gribskov.
Jeg har svært ved at se, hvor LA mener, at der er fordele ved at fastholde, at alle opgaver skal løses af private virksomheder.
Liberal Alliance har på det seneste givet indtryk af at være et noget-for-noget-parti. Først måtte vi ikke tilbyde robotstøvsugere til de ældre uden at kommunen selv også skulle have dem. Nu ser vi, at de heller ikke vil støtte en hjemtagning af udliciterede opgaver, fordi de mener, at der mangler kontrol på det kommunale område. Og de private bare skal have ”en skide balle” hvis vi opdager det ikke er godt nok.
Men det virker paradoksalt, når samme parti på byrådsmødet den 8. oktober stemte imod forslaget om en kontrolenhed. En kontrolenhed kunne netop sikre, at vi får den ønskede kvalitet fra de private leverandører, så vi kan holde dem ansvarlige for deres arbejde. Vi har i vores kommune efterhånden flere kendte sager, hvor kvaliteten ikke har været i orden.
Når vi taler om at hjemtage udliciterede opgaver, ser vi mange fordele. For det første kan kommunen handle langt mere fleksibelt, når opgaverne løses internt. Skulle der opstå behov for ændringer, slipper vi for dyre og langsommelige kontraktændringer med private leverandører. I stedet kan vi hurtigt tilpasse den daglige arbejdsplan for vores egne medarbejdere og dermed sikre, at opgaverne bliver udført både hurtigere og bedre. Det giver en mere smidig og effektiv drift.
Desuden kan indlicitering bidrage positivt til lokalsamfundet ved at skabe flere kommunale arbejdspladser, hvilket giver flere lokale muligheden for at komme i arbejde og bidrage til den lokale økonomi. Det er en vigtig fordel, som vi bør tage med i vores overvejelser, når vi beslutter, hvordan vi bedst løser opgaverne i kommunen.
Jeg har svært ved at se, hvor Liberal Alliance mener, at der er fordele ved at fastholde, at alle opgaver skal løses af private virksomheder, udover at det passer ind i deres politiske ideologi. Men Gribskov Kommune er ikke en virksomhed – vi er en kommune, der først og fremmest skal sikre god service og høj kvalitet for vores borgere.
Mette Tolstrup
Kandidat til byrådet
Socialdemokratiet i Gribskov
(udgivet d. 14 okt. 2024)