Debatindlæg af byrådsmedlem Birgit Roswall, Venstre i Gribskov:
Kalkholdigt vand er dyrt for miljø og klima – kan blødgøringsanlæg begrænse denne påvirkning !!
Jeg tror mange, ligesom jeg er glad for godt drikkevand, men er træt af generne fra kalken.
Ikke kun de kosmetiske i toilet og håndvaske, men at kalken forkorter levetiden på vores vaske-og opvaskemaskiner, kaffemaskiner, armaturer m.m. og giver en del arbejde og udgifter.
Kalken sætter sig i rørene og energiforbruget stiger og hvis vandet ikke var så kalkholdigt kunne sæbe til vask-og opvask, rengøring samt personlig pleje nedsættes.
Kalkgenerne har fået mig til at undersøge muligheden for at nedbringe kalkindhold i vandet.
I den forbindelse har jeg undersøgt diverse blødgøringsanlæg, som jeg kan installere, men er det klima- og miljøvenligt, at hver enkelt husejer installerer blødgøringsanlæg.
Efter at have undersøgt det, bliver det nej, og jeg vil derfor anbefale forbrugerne i mit vandværk, at vi forbrugere går sammen og anbefaler, at vandværket får undersøgt mulighederne for at installere blødgøringsanlæg på vandværket, så alle forbrugere er omfattet.
Det er naturligvis ikke gratis og alle forbrugere kommer til at bidrage, men det vil gavne vores miljø på mange måder og på sigt formentlig spare os for udgifter og arbejde.
Jeg er blevet inspireret af det projekt, som Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, HOFOR har gang i, https://www.bolius.dk/kalk-i-drikkevandet-28722
I projektet beskrives det, at levetiden på vaskemaskiner kan forlænges med 5 år, brugen af vaskepulver kan halveres, man kan nedsætte forbruget af rengøringsmidler og ikke mindst kan det gavne miljøet samlet set selvom miljøbelastningen øges på vandværket, fordi miljøbelastningen ved forbrug af vand mindskes markant.
Endelig forventes projektet at have den fordel, at man kan sænke CO2-udledningen fra driften af rensningsanlæg, da anlæggene skal bruge mindre energi på at gerne fosfor fra sæbe og vaskepulver fra spildevandet.
Hvis vi mener noget med at forbedre miljø og klima, synes jeg, vi skal komme i gang med at undersøge fordele / ulemper ved blødgøringsanlæg. Giver en blødgøringsanlæg sundhedsproblemer. når vi ændrer indholdet af natrium, flourid, calcium og magnesium?
Styrelsen for Patientsikkerhed har tilsyneladende konkluderet, at den samlede sundhedsmæssige effekt af blødgøring er meget begrænset, da mineralindtaget fra drikkevand ikke anses for at være afgørende for sundheden.
Venstre ønsker, at Gribskov Kommune skal samarbejde med borgere og virksomheder for at gøre noget for miljø og klima, og jeg synes, det er oplagt at fordele/ulemper ved etablering af blødgøringsanlæg undersøges.
Birgit Roswall
Byrådsmedlem og kandidat til Byrådet
Venstre Gribskov
(Udgivet d. 6 nov. 2021)