Debatindlæg af Leif Jaensson, Birkevang 221 i Gilleleje:
Kaos på Birkevang.
Beslutningen om godkendelse af lokalplanen for Birkevang betyder nedrivning af Græsted-Gilleleje kommunes gamle rådhus. Beslutningen er samtidig et udtryk for, at Gribskov Kommune plejer lemfældig omgang med miljøbeskyttelsesloven. I lovbekendtgørelse 1189 fra 2016 står der i kapitel 1 (formålsparagraffen), §1 stk. 3 at lovens formål er: ”at begrænse anvendelse og spild af råstoffer og ressourcer. Og i stk.5: ”at fremme genanvendelse og begrænse problemer i forbindelse med affaldshåndtering”. Denne lov har kommunen valgt at se bort fra. I bund og grund bærer bekendtgørelsen præg af, at overtrædelser foretages af private, og det er her, man skal være på vagt. Man har ikke rigtig tænkt Gribskov kommune ind i bekendtgørelsen, man forventer at kommunen skal være garant for, at overtrædelser ikke sker.
Den vedtagne plan vil fordoble antallet af husstande i Birkevang. I dag eksisterer der 100 husstande på Birkevang – dette er et eksakt tal. Det nye projekt vil øge husstandene til det dobbelte og vil give et indbyggertal, der vil være større end eksempelvis Annisse, Kagerup, og Vejby Strand. Alle skal benytte sig af en 200 m lang, smal lukket vej med adskillige udkørsler, bl.a. fra en børneinstitution, og der er desuden en stiovergang i forbindelse med skolestien. Jeg forestiller mig en kaotisk trafikoplevelse på en hverdag, især tidlig morgen og sen eftermiddag.
Nybyggeriet vil ligge, hvor vejen ender, hvilket betyder, at alle på Birkevang vil blive generet af bygge- og nedrivningstrafikken. Der skal placeres 100 p-pladser ved det nye byggeri, hvis man vil undgå parkeringskaos på vejen og tilhørende private stikveje.
Hvis man betragter boligområdet Birkevang i dag, så er det et af de mest velfungerende områder i kommunen. En god balance mellem boliger og natur. Hvorfor vil kommunen trykprøve det? Har det virkelig været nødvendigt for kommunen at vælge netop dette projektforslag? Var det dét, der gav flest penge i kassen? Er finansieringen af superbyggeriet i Helsinge nu på plads? Hvor er sammenhængskraften i kommunen?
Hvad er det I politikere gør ved min by?
Leif Jaensson
Birkevang 221, Gilleleje
(udgivet d. 4 feb. 2024)