Debatindlæg af Folketingskandidat Lars Bregnbak fra Danmarksdemokraterne:
Lad os luge ud i bureaukratiet.
Som Danmarksdemokrat og ikke mindst som helt almindelig dansker, så undrer jeg mig ind i mellem over, hvordan vi har indrettet os.
Kommunerne og staten drukner i administrative opgaver. De sidste tre år med Mette Frederiksen har ikke gjort tingene bedre. Tværtimod har vi set en øget ansættelse af administrative medarbejdere.
Pengene kunne være gået til ældreplejen og sundhedsvæsnet og dermed bedre service til borgerne. Men bureaukratiet kværner løs. Det samme gør sig gældende på energiområdet. Hvis det ikke var for den danske lovgivning, kunne vi have mere grøn strøm i stikkontakten. Som det er nu forhindrer lovgivningen det i at ske. Vores vindmøller står stille når det blæser.
Kommuner, erhverv og private ville kunne udbygge solceller på bygninger i rekordfart, hvis ikke lovgivningen stod i vejen. Overskudsvarme fra virksomheder kunne nemt indgå i vores varmeforsyning, hvis ikke det var dyrere, end at lade varmen stige til himlen.
Imens går vi en kold vinter i møde, hvor regeringen oven i købet bogstavelig talt planlægger at slukke for strømmen. Oven i det snakkes der om at lægge nye byrder på vores landbrug og nedlægge halvdelen af al animalsk produktion, selv om de danske landmænd er ganske klimaeffektive, når man sammenligner med vores konkurrenter.
Færre regler, mindre bureaukrati og mere sund fornuft. Det handler folketingsvalget om for mig.
Lars Bregnbak
Folketingskandidat for Danmarksdemokraterne
(udgivet d. 9 okt. 2022)