Debatindlæg fra Mette Tolstrup, Tisvildeleje.
Lad os tage affaldsproblemet alvorligt i Tisvildeleje.
Affald flyder på P-pladsen ved Naturrummet i Tisvildeleje. Det er et trist syn, som understreger, at fjernelsen af skraldespande ikke er løsningen. At tro, at folk går langt for at finde en skraldespand, er desværre urealistisk – det har jeg pointeret i mange år gennem mine erfaringer på området.
De nye skraldespande, der er sat op, bliver ofte brugt til husholdningsaffald, og vores grønne omstilling har haft utilsigtede konsekvenser. For eksempel ender både dåser og flasker nu som restaffald, da der kun er tre containere til rådighed. Det er hverken effektivt eller bæredygtigt. Som en hundeejer sagde til mig, nu flyder hundelort poserne i naturen.
Ved Naturrummet, som ligger tæt på skoven, har der også været forsøg på at tænde bål. Det udgør en alvorlig risiko for vores natur og sikkerhed, især i tørre perioder. Disse udfordringer kræver handling.
Hvis vi ønsker en renere sommer i Tisvildeleje og mindre affald i naturen, er det tid til at tænke nyt. Vi skal have flere og strategisk placerede skraldespande, oplysningskampagner om korrekt affaldshåndtering og måske endda flere flaskepantstationer. Vores natur fortjener bedre, og det gør vi også.
Mette Tolstrup
3220 Tisvildeleje
(udgivet d. 12 dec. 2024)