Debatindlæg af byrådsmedlem Jens Rane Holck (SF).
Natura2000 kræver handling – handlingsplaner er slet ikke ambitiøse nok.
Natur er noget mærkeligt noget.
Man tænker umiddelbart, at hvis man ikke gør noget et sted, så sker der en naturlig udvikling. Gribskov kommunes mangel på handling på naturområdet er ikke destomindre beskæmmende og fører til mindre natur. Vi har møjsommeligt gennemgået handleplaner i fagudvalg og byråd og sendt planerne i høring. Eksperter og ikke mindst naturstyrelsen siger grundlæggende, at vi ikke foretager os en skid i Gribskov. Vi strammer målsætningerne, men det er jo tomme ord eftersom næsten al handling er baseret på de frivillige aftaler. Hvis der fx skal være mere naturpleje et sted, siger man at målet er at “op til “ et højere tal, målt i areal, skal plejes. I handleplanssprog hedder det mål og påbud om drift og indsatser. Men det efterlader jo en ladeport for fortolkning og springen over, hvor gærdet er lavest. Man strammer jo reelt ikke handlingen før man skriver “mindst” så og så meget skal plejes.
Når miljøstyrelsen så indskærper i et høringssvar, at man altså i en handleplan ikke kan nøjes med at tvære den af på frivillige aftaler, så ændrer man lidt i retorikken i en handleplan til “i udgangspunktet” er det frivillige aftaler, men foreslår ikke at gøre noget selv. Naturstyrelsen er altså den eneste offentlige aktør der handler.
SF har ikke meget tillid til at noget følger ude i virkeligheden. Mistanken underbygges jo af en konkret kritik fra naturstyrelsen. Målene for pasning og pleje omkring Arresø er ikke opfyldt i sidste periode. Den kan man ikke smøre af på de frivillige aftaler. Så derfor er det ikke godt nok, at vi nu skriver højere mål ind fremover uden noget belæg for at der sker handling. Det er tomme ord, så vi burde alle tage med DN ud og slå med le eller melde os ind i græsningslag.
Tilsyneladende er det ikke kun natur, der er noget mærkeligt noget. Det er også vores planer for naturforvaltning, som i al deres kompleksitet er alt for uambitiøse. Det er helt generelt dejligt, at vi har både områder og planer, men det er også erkendt sag at ca 40% af Natura2000 arealer i Danmark har en offentlig vej eller anden infrastruktur igennem sig, som det er nu. Tisvilde hegn er vist den største skov uden sådan en asfalteret vej igennem sig. Men det betyder også at naturbeskyttelse under Natura2000 altså ikke er den hellige gral.
Og den del der handler om vores kommunes egne arealer og deres forvaltning er helt væk fra handleplanerne. Vi gør ingenting trods vores greenwasching-grønne udviklingspolitik! Vi kunne være meget mere ambitiøse i Gribskov kommune, men SF anerkender, i mangel på mere interesse fra det øvrige byråd, at der dog med punkt 90 i KTM vedtages lovpligtige handleplaner for Arresø, områder omkring og nord for Gribskov, Tisvilde hegn samt Rusland.
(udgivet d. 19 jun. 2024)