DEBAT: Nej til endnu mere etagebyggeri i Troldebakkerne – Vi skal sikre variation i boligudbuddet

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Debatindlæg fra byrådsmedlem Pernille Søndergaard (M)

Nej til endnu mere etagebyggeri i Troldebakkerne – Vi skal sikre variation i boligudbuddet !

I Moderaterne siger vi klart nej til endnu mere etagebyggeri i Troldebakkerne Vest!

Da planerne for den første etape af Troldebakkerne blev lagt, var der fokus på etagebyggeri, og i dag består området primært af lejligheder og tæt-lav bebyggelse. Det betyder, at der nu er et stort behov for at skabe en mere varieret boligstruktur i etape 2, så vi også tiltrækker børnefamilier, der ønsker at bygge deres eget parcelhus i Gribskov Kommune.

Mere etagebyggeri vil skabe ubalance
Vi mener, at en sund byudvikling kræver en blanding af boligformer. Hvis Troldebakkerne Vest igen domineres af etagebyggeri, skaber vi en skæv udvikling, hvor parcelhusene skubbes ud af ligningen. Det harmonerer ikke med vores ønske om at gøre Gribskov attraktiv for nye borgere – særligt familier, der ønsker at slå rødder i et område med luft, natur og egen have.

Parcelhusgrunde er nødvendige for at tiltrække børnefamilier
Gribskov skal være et attraktivt alternativ til Hillerød og de omkringliggende kommuner. Vi har et fantastisk udgangspunkt med togstationen i Troldebakkerne, gode skoler og naturskønne omgivelser. Men hvis vi ikke sikrer et udvalg af parcelhusgrunde, risikerer vi, at børnefamilierne i stedet vælger at bosætte sig andre steder.

Vi kæmper for en bedre balance!
Moderaterne ønsker en bæredygtig og velovervejet udvikling af Troldebakkerne, hvor vi skaber en harmonisk blanding af boligtyper. Vi siger derfor nej til mere etagebyggeri og ja til flere parcelhusgrunde, der kan understøtte kommunens vækst og give tilflyttere de boligmuligheder, de efterspørger.

Nu sendes lokalplanen i høring – og vi vil bruge denne proces til at kæmpe for en udvikling, der skaber mere variation i boligudbuddet og giver flere familier muligheden for at bygge deres drømmehjem i Gribskov.

Pernille Søndergaard

Byrådsmedlem, Moderaterne

Pernille Søndergaard (M) (Pressefoto)

(udgivet d. 25. feb. 2025)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *