Debatindlæg fra Mette Tolstrup, 3220 Tisvildeleje.
Politisk kritik af Musik i Lejet bygger på 16 års tavshed om Natur 2000.
Det virker ærligt talt mærkeligt, at der pludselig er så stor opmærksomhed på naturbeskyttelsen ved Tisvildeleje. Natur 2000-området har ligget der i over 20 år, og Musik i Lejet har været afholdt i området de sidste 16 – uden nævneværdig kritik af, at arrangementet ligger op til et beskyttet område.
I alle de år har man accepteret motionsløb, mountainbike-events, veterantræf, “Tisvildeleje går i fisk” og tusindvis af turister i højsæsonen. Ingen har stillet spørgsmålstegn ved, om de aktiviteter hører hjemme i et Natura 2000-område.
Men nu, hvor en mindre kritikergruppe har rettet fokus mod Musik i Lejet, ser vi pludselig politisk reaktion – især fra Konservative og Dansk Folkeparti. Det er tankevækkende. Hvor var den bekymring alle de år, hvor festivalen har været en fast del af kulturlivet?
Det virker ikke som om, det her handler om natur. Det ligner mere en kulturkamp. Musik i Lejet tiltrækker unge, kreative og festglade mennesker – måske passer det ikke ind i det billede, nogle ønsker for Tisvildeleje. Måske vil man hellere have turister med de “rigtige” havemøbler og den “rigtige” bil i indkørslen.
Hvis man virkelig mente, at Natur 2000 var truet, havde man handlet for længst. Nu bør man i stedet arbejde konstruktivt videre – med en miljøvurdering, der både beskytter naturen og giver plads til fællesskab og kultur.
Mette Tolstrup
Wadstedsvej 1
3220 Tisvildeleje
Mange årig Borger i Tisvildeleje
(udgivet d. 8. apr. 2025)