DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

DEBAT: Ren Arresø

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Debatindlæg fra Allan Nielsen, formand for Socialdemokratiet i Gribskov.

Ren Arresø. 

Arresø er igen sat på dagsordenen – og det hilser jeg velkommen. Flere, lidt oppe i årene, fortæller levende om dengang, de badede i søen. Hold da op, tænker jeg – og nå ja, det gjorde jeg jo også selv som dreng i starten af 70’erne.

Vi drenge fra Annisse cyklede til Annisse Strand, ned mod Hovgårds Pynt, eller ud til Lykkesholm, hvor en lang bro strakte sig ud i søen. Vi holdt øje med hinanden. Alle kom i vandet – og alle kom op igen.

Men i 70’erne ændrede det sig. Arresø blev voldsomt forurenet. Det skyldtes spildevand fra byerne, flere sommerhuse på Sandet mellem Ramløse og Frederiksværk – og ikke mindst en mere intensiv landbrugsdrift. Hvor der før gik køer ved Hovgårds Pynt, blev der nu pløjet næsten helt ned til vandkanten.

Så hvad er løsningen – som jeg ser det?

1.     Udtagning af dyrket jord: Staten og Gribskov Kommune bør tage initiativ til at tage lavbundsarealer og sårbar landbrugsjord ud af drift – f.eks. omkring Hovgårds Pynt, Pøleådalen og dyrkede arealer mellem Ramløse og Annisse. Bør være en del af trepartaftalerne.

2.     Separatkloakering: Her er vi i Gribskov Kommune heldigvis godt i gang. Store dele af Annisse er allerede separatkloakeret, og arbejdet er i gang i Ramløse og i Bækkekrog-udstykningen. Der skal arbejdes målrettet med separatkloakering i årene fremover. Her har kommunen en vigtig opgave.

3.     Retablering af søer og bække: Det åbne land omkring Arresø har potentiale til at rense vandet, hvis vi genskaber vådområderne. Rørlagte bække bør frilægges og moseområder skal retableres. Søen skal vedvarende tilføres rent vand fra oplandet.

4.     Opgradering af renseanlæg: Gribskov Kommune har allerede anlæg med stor kapacitet ved skybrud. Den kapacitet bør udvides. Der bør laves en fælles udbygningsplan af renseanlæggene for de tre kommuner omkring søen: Gribskov, Halsnæs og Hillerød.

Trods det store dilemma med det nuværende bundsediment, er det ikke umuligt. Og mit bedste bud er at lade det ligge. Det har taget 50 år at forurene søen, og det vil tage 50 år at gøre den bade klar igen. Men det kræver politisk vilje, mod og økonomi samt en kærlighed til Arresø og til naturen omkring Arresø. 

Allan Nielsen

Formand for Socialdemokratiet i Gribskov

Allan Nielsen (A) (Pressefoto: Benedicte Hald)

(udgivet d. 28. apr. 2025)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *