Debatindlæg af byrådsmedlem Astrid Recinella, Nytgribskov:
Sæt skolerne fri, og lad dem blomstre.
Det er med stor spænding, vi følger udmeldingerne fra Christiansborg i disse dage. Frisættelse af kommunerne, og dermed en langt større grad af frihed på de enkelte skoler, institutioner, plejehjem mm, vil være et stort skridt imod mindre bureaukrati i kommunen.
Udover afbureaukratiseringen vil dét at sætte f.eks. vores skoler fri, give skolerne en langt højere grad af selvstændighed. En selvstændighed der gør at man som skole tør skille sig ud. Vi har mange fantastiske små og større skoler i Gribskov. Tænk hvis disse skoler, udover at skille sig ud på beliggenheden/lokalområdet, også var kendt for at skille sig ud på noget andet. Hvis elever og lærere sammen skabte en fælles identitet, et sted og stå og en vision for skolen. Det ville ikke bare give gladere elever og tilfredse lærere, men også et fuldt formuleret mål om hvad ideen var med at gå på netop dén skole.
Udover et langt mere rigt og mangfoldigt skoletilbud i vores kommune, er jeg også sikker på det vil give et stort ejerskab hos både lærere og ledere, der ikke kan sættes værdi på. Man er en del af et sted, man er med til at forme et sted, er sted hvor man selv bestemmer.
Det er med stor inspiration jeg har læst artikler om frisættelser at skolerne i Holbæk Kommune. De eksempler og oplevelser man har haft med at sætte skolerne fri, lade dem tænke anderledes og tage ansvar for at bedrive skole, er helt fantastiske og en helt ny måde at skabe et skoletilbud på.
Jeg håber virkelig på at først Christiansborg og siden Gribskov Byråd vil bakke op om at sætte vores skoler fri, give dem selvbestemmelse, og lade dem skille sig ud. Det vil give værdi for den enkelte elev, og give alle skoler i vores kommune deres helt eget DNA.
Astrid Recinella
Nytgribskov
Byrådsmedlem
(udgivet d. 11 maj 2022)