DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

DEBAT: Socialdemokraterne vil modsætte sig forslag om 4-5 færre stop på Lokalbanens ruter i Gribskov

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Debatindlæg af byrådsmedlemmerne Pia Foght og Morten Dahlberg (A).

Socialdemokraterne i Gribskov vil modsætte sig forslag om 4-5 færre stop på Lokalbanens ruter i Gribskov.

Vi socialdemokrater i Gribskov byråd har med stor bekymring læst i Frederiksborg Amtsavis og Ugeposten i uge 22, at Regionsrådet har fremlagt et forslag i høring, der foreslår færre stop og hurtigere transport på ruterne Hillerød-Tisvilde og Hillerød-Gilleleje.

I forslaget er nævnt f.eks. Pårup, Ørby, Søborg og i Gilleleje sammenlægning af 2 stoppesteder til et nyt.

Som en kommune med et stort geografisk område og mange små bysamfund er de offentlige transportmidler afgørende for vores borgere. Det handler ikke om at spare fem minutter på rejsetiden, men om at sikre, at flest muligt har adgang til lokalbanen.

Nedlæggelse af stoppesteder rammer især de grupper, vi ønsker at passe på. Dette påvirker blandt andet vores unge, der pludselig skal tage af sted meget tidligt om morgenen for at nå folkeskolen, gymnasiet og andre ungdomsuddannelser til kl. 8. Det rammer også vores ældre borgere og dem uden andre transportmuligheder, som derfor er afhængige af lokalbanen.

For Gribskov kommune har det stor betydning, når vi skal tiltrække nye borgere og medarbejdere til vores byer og lokalområder. Som byråd arbejder vi på at fastholde vores små skoler og gøre det attraktivt at bo i kommunen, tæt på skov, strand og natur. Forslaget om færre stop er en ”bombe” under disse bestræbelser.

Derfor ønsker vi som socialdemokrater at fastholde serviceniveauet på både lokalbanerne og busserne. I en tid, hvor miljøet er i højsædet, skal det være attraktivt at bruge de offentlige transportmidler. Det er vigtigt, at det ikke er de mest sårbare grupper, der betaler prisen for en dårlig beslutning. Vores unge, børn og ældre skal ikke bruge op til 1½ time på at komme frem inden for kommunen.

Pia Foght og Morten Dahlberg
Socialdemokratiet i Gribskov

Pia Foght og Morten Dahlberg (A) (Pressefoto)

(udgivet d. 3 juni 2024)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *