Debatindlæg af Jens Rane Holck, lokalpolitiker bosat i Tisvilde:
Sommeren i Tisvilde i tilbageblik.
Hermed rapport fra min køkkenhave under Musik i lejet. Jeg blev hjemme og sendte datterlil på festival. Og erfarede, at vi simpelthen må blive bedre til at holde hinanden ud.
Hjemme i min have vokser snerlerne lidt for vildt. De er flotte når de blomstrer, de har rødder som antageligt rækker uendeligt langt ned i jorden og de står langs hele Tisvilde hovedgade. På samme tid af året kører først amerikanerbiler, så studenterbiler, så Teslaer og andre Gentoftetraktorer, varebiler og til sidst i uge 29 en broget masse små og store biler, lastbiler, cykler, klapvogne, nyklækkede og forvoksede, pjuskede fugleunger i klipklapper og så videre forbi. Hvert år prøver jeg lige at hjælpe lidt. Hvert år prøver jeg lige at holde stien op til stationen fri for snerler og andre slyngplanter, brændenælder, etc. Det er jo fordi de unge faktisk besøger vores by i den uge. Og de er velkomne.
Indrømmet, jeg har selv nydt ti-tolv års ungt liv og leben på Roskildefestival. Jeg har deltaget og arbejdet på mange MiL-festivaller og det fortalte jeg også her i byen inden jeg blev vagt ind i kommunalbestyrelsen. Alle udenbys kandidater troede det handlede om at hade MiL fordi de mest skingre konkurrerende erhvervsinteresser gerne vil mele deres egen kage. Jeg indrømmede fra scenen i biografen at jeg har været ung og haft det sjovt på MiL. Ved andre lejligheder sukker vi efter liv her i byen. Alsidigt, pulserende, rigtigt liv.
Hvis jeg fortryder noget med min støtte til MiL, så er det, at vi ikke har fået nok af vores egne unge i kommunen til at deltage og derfor har jeg også foreslået MiL at annoncere tydeligere til vores ungdomsskole om, at der kan fås gratis billetter, hvis man arbejder som frivillig. Mon ikke Kanutski kunne hjælpe med at etablere en lejr.
MiL er lidt stort i det, indrømmet, ligesom nogle af de kritiske ryster ser stort på at de selv var unge en gang og faktisk er store nu – de skræmmer nok flere væk fra debatten end MiL fra deres huse. Findes der et mere klassisk billede på dette end billedet af den sure nabo som er ude med riven? Øv til de unge siger de, og så finder de et billede af noget skrald og lægger op på hysteriske facebook. Forleden fjernede nogen så fb-forummet “Dialog om Musik i lejet”s ene positive indlæg da en enkelt ung forsøgte at blande sig i “dialogen”. Det med skraldet, til sammenligning, hedder en punktforurening og det tages der hånd om. Den generelle forsuring af grobunden for debatten er langt mere skadeligt.
Min vurdering her fra haven er altså at vi ældre kan lære den næste generation at kende i uge 29 – det er faktisk os der har haft ansvar for at forme deres opvækst. Luget nænsomt om deres rødder. Og vi har jo ikke helt styr på balancen i forvejen. Med CO2 fx. Det er os voksne i denne kommune, der ikke ville affaldssortere (SF ville gerne, bevares). Ikke har fået nok elladestandere op. Det er os der selv har købt ungernes mobiler (jeg har p.t. 5 abonnementer). Og tillader soundboxes i haverne. Det er altså sommerhusejerne og ansvarlige voksne, som må fortsætte denne dannelsesopgave. Vi kan forme festivalen ved at tage ejerskab. Enten deltage eller lade byens borgere købe andele i konceptet. Men de gamle erhvervsinteresser skal ikke have lov til at erstatte de sprudlende, levende unge med rigmandsklientellet. Erhvervsinteresser, hverken MiL eller butikker i hovedgaden, skal slet ikke forme vores by.
Det synes at have været hele byens holdning, ved jeg fra lokalrådsarbejdet, indtil der gik politik i erhvervsinteresserne. De betaler åbenbart bedre og larmer mere i egen andedam. Men vi er også andre i byen. Som så festivalen komme. Så udekultur og senere restaurationsliv komme. I nævnte rækkefølge. De burde takke festivalen. Jeg er mere træt af larmen fra sure naboer med river end af ny musik, grin og latter.
Jeg affinder mig her i haven med snerler, som i øvrigt ødelægger mit snart 200 år gamle hus, uden at jeg bruger gift af den grund. Man kan fodre kaninerne med dem. Fuglegræsset, som kun står i nogle uger, og i den tid forsøger at kvæle bønner og nye kartofler, har små rødder (men potente forplantningsevner). Det luger jeg let med fingrene og har lige læst at det kan bruges i salaten. Begge dele holder mig dagligt i gang. Gratis fitness. Spis nu lige brød til.
Vi må lære at holde hinanden ud, både rigmand og fattigrøv – og de andres børn. Det går nok. Jeg melder i hvert fald om en rolig uge 29 fra min køkkenhave og inviterer gerne stridende politikere til forsoningsmøde i min have.
Jens Rane Holck, lokalpolitiker bosat i Tisvilde
(udgivet d. 2 aug. 2023)
Du har godt nok Meget på hjerte 🥱 sætter ikke desto mindre pris på din tilkendegivelse: det bliver alligevel ikke SF der får min stemme næste gang.
Du har godt nok MEGET på hjerte. Din begejstring for MIL udelukker, at jeg atter vil stemme på SF, så længe du repræsenterer partiet i Gribskov.