Debatindlæg fra Tonny Nalepa Jensen, bestyrelsesmedlem fra Socialdemokratiet i Gribskov.
Svar på Bruno Bomholdts indlæg.
Kære Bruno,
Når man som politisk repræsentant skriver et indlæg om et vigtigt emne som solcelleparken i Hågendrup, synes jeg, man har en forpligtelse til at være saglig og faktuelt korrekt.
Lad os starte med din sidste sætning: “Vi siger nej til jernmarker og ja til kornmarker.” Den opsummerer jo egentlig dit formål ret godt – at skabe frygt frem for at bidrage med viden og nuancer.
Det er korrekt, at der er tale om en privat aftale mellem et firma og en lodsejer. Men det er vigtigt at nævne, at Gribskov Kommune vil modtage midler fra Den Grønne Pulje, som skal bruges til lokale initiativer i nærområdet. Så det er ikke korrekt, når du skriver, at kommunen ikke får økonomisk udbytte af projektet.
Solcelleparken i Hågendrup vil bidrage til Danmarks energiforsyning og mindske vores afhængighed af fossile brændsler som gas og olie. Du har ret i, at solenergi ikke kan stå alene – men det er netop en del af en større grøn omstilling, hvor vi kombinerer forskellige energikilder for at sikre en stabil forsyning.
Når du skriver, at strøm fra solceller ikke kan lagres, er det en forsimplet fremstilling. Teknologien til lagring er under hastig udvikling, og der er allerede flere løsninger i brug og på vej – eksempelvis Power-to-X, hvor overskudsstrøm omdannes til brint eller andre energibærere. Vi står midt i en grøn revolution, og det er afgørende, at vi handler nu, selvom ikke alle løsninger er fuldt implementeret endnu.
Angående biodiversitet er jeg uenig i din vurdering. Som uddannet landmand ved jeg, at en kornmark ikke er særligt rig på biodiversitet – tværtimod. Der er flere undersøgelser, der viser, at solcelleparker, hvor jorden får lov at ligge brak uden pesticider, kan skabe bedre levevilkår for insekter, fugle og smådyr end intensivt dyrket landbrugsjord. Hvis du mener, det forholder sig anderledes, ser jeg gerne dokumentation for det.
Din påstand om, at vinden skulle skabe generende støj i solcelleparken, er også skudt ved siden af. Det er en teknisk misforståelse, og igen synes jeg, det peger på et ønske om at skabe frygt frem for en reel, faglig diskussion.
Til sidst vil jeg persoligt ikke afvise, at atomkraft kan spille en rolle i fremtidens energimix, men det er en løsning, der ligger mange år ude i fremtiden. Det løser ikke vores nuværende behov for omstilling til vedvarende energi – og vi har ikke tid til at vente.
Gribskov Kommune skal naturligvis tage ansvar og bidrage til den grønne omstilling, ligesom resten af Danmark. Vi skylder kommende generationer at handle nu.
Tonny Nalepa Jensen

_________________
(Bruno Bomholdts debatindlæg kan ses herunder – Klik og læs).
(udgivet d. 16. mar. 2025)