Debatindlæg fra byrådsmedlemmerne Lars Nielsen (C) og Mathias Zilberberg (løsgænger).
Vejby fortjener en brugbar kunstgræsbane.
Kunstgræsbanen i Vejby, som ellers burde være et nyt og sikkert sted for sport og fællesskab, er desværre slet ikke brugbar.
Problemet skyldes ikke slid, men at det valgte underlag af kork ikke fungerer i praksis. Banen, der ellers skulle understøtte Vejbys sportsliv, står i dag ubrugt hen – til stor skuffelse for både klubber og aktive borgere.
Derfor har vi bedt om, at få en sag om reetablering af kunstgræsbanen på dagsordenen til det næste møde i Kultur, Idræt og Forebyggelsesudvalget. Vi ønsker, at forvaltningen undersøger mulighederne for at genetablere banen med et mere holdbart materiale, udarbejder et prisoverslag og præsenterer forslag til finansiering inden for udvalgets budgetramme. Vi er klar til at finde de nødvendige midler, så vi hurtigst muligt kan få banen i en tilstand, der lever op til formålet.
For os er sagen presserende – vi kan ikke acceptere, at vi har brugt så mange penge på en ny kunststofbane, og så er den ubrugelig. Vi vil derfor bede om, at sagen kan behandles hurtigt, så vi kan træffe en beslutning allerede i januar.
Lars Nielsen, Byrådsmedlem, Det Konservative Folkeparti
Mathias Arnvig Zilberberg, Byrådsmedlem, løsgænger
(Begge medlemmer af Kultur, Idræt og Forebyggelsesudvalget)
(udgivet d. 5 nov. 2024)