DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

DEBAT: Vi har det rart i Gilleleje

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Debatindlæg af Leif Jaensson, Birkevang 221 i Gilleleje:

Vi har det rart i Gilleleje.

Den sidste rest af arvesølvet fra Græsted-Gilleleje er solgt, og Gillelejehuset på Birkevang er tabt for borgerne i Gilleleje.

De har ikke ønsket politikernes højhusbyggeri, nogle har endda ønsket, at den velfungerende bygning kunne udnyttes til gavn for borgerne i form af en filial af borgerservice eller sundhedshus. Dette er selvfølgelig langt fra tankegangen hos vores folkevalgte.

Siden sammenlægningen af de to kommuner har politikerne forestået en massiv centralisering af kommunale funktioner i Helsinge. En centralisering, som har brækket kommunen over i to. Man har overhovedet ikke tænkt over den demografiske struktur i kommunen.

Gribskov kommune er nordsjællands største kommune med et areal på 280 km2 – 2½ gange så stor som Helsingør kommune og Halsnæs kommune. Samtlige af de nordsjællandske kommuner har centraliseret efter kommunesammenlægningen. I ganske få tilfælde har borgerne i vore nabokommuner mere end 10 km til borgerservice, sundhedshus, jobcenter m.m.

I Gribskov kommune ser tingene helt anderledes ud: På hele nordkysten fra Dr.mølle til Rågeleje er der mere end 10 km til kommunens serviceinstitutioner – nogle områder har mere end 20 km. Hvis fru Jensen på Østre Allé skal have hjælp til sit mit-id og skal med offentlig transport, er hun hjemmefra i ca. 3 timer, hvis alt går som det skal.

Taler vi om pasfornyelse for Hr. Hansen i Munkerup, så vil han være hjemmefra i 3½ time. Prisen vil i øvrigt for offentlig transport være 53 kr. I bil kan han selvfølgelig gøre det billigere, men han kommer til at køre mere end 40 km.

Hvis man fra politikerside havde valgt at koncentrere servicefunktionerne i Græsted, ville man have kunnet opnå den nærhed, som vore nabokommuner har til borgerne i stedet for som nu at lægge alle funktioner i en by, der ligger helt i udkanten af kommunen. Faktisk har borgerne i Hillerød by kortere til servicefunktionerne i Helsinge (16 km) end borgerne i Gilleleje.

Det er fint, når politikerne går ind for øget boligbyggeri, hvor der er behov, men det er ikke fint, når den kommunale service ikke følger med. Det siges, at man har de politikere man fortjener – men der må være en nedre grænse.

Leif Jaensson

Birkevang 221

3250 Gilleleje

(udgivet d. 1 feb. 2024)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *