DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

DEBAT: Visby Verden

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Debatindlæg fra byrådsmedlem Morten Dahlberg, Socialdemokratiet i Gribskov.

Visby Verden.

 Jeg deltog – sammen med 76 andre borgere i Gribskov – i foredraget Visbys Verden: Politik og polemik i Gribskov. Et oplæg, der skulle handle om aktindsigt og kunsten at afsløre skandaler i Gribskov Kommune. Men det, som i stedet udfoldede sig, mindede mere om en konspirationsteori om, hvorfor kommunaldirektøren har forladt Gribskov. Et klart svar udeblev.

Det, som nok faldt mig mest for brystet, var dog måden, mødet blev indledt på. Visby spurgte direkte de 76 fremmødte, om de havde tillid til forvaltningen i Gribskov. Kun jeg rakte hånden på, resten gjorde ikke.

Så én ud af 76 fremmødte havde – eller ville vise – tillid til forvaltningen. Og her bliver det interessant: For i forsamlingen sad fire byrådsmedlemmer – herunder to udvalgsformænd/kvinder og to udvalgsnæstformænd.

Tre ud af fire byrådsmedlemmer rakte altså ikke hånden op. Tre byrådsmedlemmer, som dermed må formodes ikke at have tillid til den forvaltning, de er valgt til at føre kontrol med og samarbejde med – herunder én udvalgsformand, som heller ikke har holdt sig tilbage på fx Facebook, hvor vedkommende har kritiseret Socialdemokratiet for at “trampe på 2000 ansatte i kommunen”.

Undskyld mig – men hvem er det egentlig, der tramper på forvaltningen og de ansatte, når man, direkte adspurgt, ikke engang vil erklære sin tillid?

En formandspost i Gribskov Kommune giver et vederlag på ca. 200.000 kr. årligt. Så burde borgerne ikke med rette kunne forvente, at den, der bestrider en sådan post, også har tillid til den forvaltning, vedkommende skal arbejde sammen med? Og hvis man ikke har den tillid – ja, så burde man måske overveje at finde døren. For tilliden er ikke bare ønskelig, den er afgørende for vores demokrati.

Det her er et skoleeksempel på, hvad det vil sige at ville blæse og have mel i munden. Det skaber polarisering og undergraver vores kommune.

Morten Dahlberg

Byrådsmedlem, Socialdemokratiet i Gribskov

Morten Dahlberg (A) (Pressefoto: Benedikte Hald)

(udgivet d. 10. apr. 2025)

Kommentar

  1. Bent Willemoes

    Jeg deltog ikke ved foredraget af Rasmus Visby, men har lyttet til uddrag derfra og er ret sikker på at Rasmus Visby i sit indledende spørgsmål om tillid til forvaltningen ikke har tænkt på de enkelte kommunalt ansatte men derimod på kommunen som sådan, herunder den måde kommunen styres på. Senere i sit indlæg peger han netop på at årsager til borgernes mistillid er lukkethed og manglende indsigt, ligesom han fornemmer at der er et dårligt politisk klima i Byrådet.
    Byrådsmedlemmer kan til foredraget være mødt frem for blot at overvære mødet uden at komme med egne tilkendegivelser. Eller også kan byrådsmedlemmer med deres tilkendelse tolkes på den måde at man ligesom de øvrige deltagere i mødet ikke har tillid til Byrådet.
    Jeg synes derfor at det er lige groft nok når Morten Dahberg i sit debatindlæg mener at en byrådskollega via en manglende håndsoprækning ikke har tillid til de kommunalt ansatte medarbejdere og udtrykker at det pågældende byrådsmedlem måske burde overveje at finde døren.
    Det er udtalelser på et så lavt niveau at man ikke skulle tro at det kommer fra Socialdemokratiets borgmesterkandidat.
    Jeg har ikke set eller hørt at Socialdemokratiet og Morten Dahlberg på nogen måde har bakket op om Hovedudvalgets bekymringsskrivelse over arbejdsforholdene i kommunen .
    Så Morten Dahlberg må åbenbart ikke have tillid til de kommunalt og demokratisk valgte medarbejdere – og han burde derfor måske selv finde døren, hvis man skal bruge det platte niveau han disker op med.
    Som borger i kommunen må man tage afstand fra en retorik på det plan, som er med til at skabe netop den mistillid og det dårlige klima i Byrådet som Rasmus Visby peger på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *